Et nyt landmandsejet biogasanlæg er på vej på Lolland-Falster. Det er leverandørforeningen LF-Biogas, der er stiftet af lokale landmænd på Lolland-Falster, der er gået sammen i et nyt fællesskab med grovvareselskabet Danish Agro.
Der har længe hersket planer for biogasanlæg på Lolland-Falster. Leverandørforeningen LF-Biogas blev stiftet i juni 2020 med formålet om at understøtte den grønne omstilling og udvikling i landbruget og at sikre stabile leverancer af biomasse til de kommende biogasanlæg i landsdelen.
Sidste år kunne Effektivt Landbrug imidlertid berette, at dårlige økonomiske vilkår for leverandører af gylle og modtagere af afgasset biomasse fra biogasanlæggene gjorde, at leverandørforeningen måtte trække sig fra forhandlingerne med Nature Energy om en aftale.
Leverandørforening trækker sig fra biogasplaner på Lolland-Falster
Nu har Leverandørforeningen LF-Biogas stiftet et fælles selskab med den andelsejede landbrugskoncern Danish Agro med ambitionen om at opføre et biogasanlæg.
- Anlægget bliver en vigtig bidragsyder til den grønne omstilling af landbruget og samfundet på Lolland-Falster, hvor vi vil bidrage til de lokale kommuners DK-2020 plan om reduktion af CO2-udslippet. Samtidig er det vigtigt for os, at værdierne i videst muligt omfang bliver i landbruget. Derfor er Danish Agro som andelsejet en stærk partner, der også kommer med stor ekspertise inden for blandt andet risikostyring, finansiering og logistik, siger Boye Tambour, der er formand for leverandørforeningen i en pressemeddelelse.
Også hos Danish Agro er der store forventninger til partnerskabet.
- Vi ser meget frem til at udvikle projektet sammen med lokale landmænd på Lolland-Falster, der altid har været meget foretagsomme. Biogas er en vigtig del af Danish Agros strategi, da det kan skabe værdi for både landmænd og den grønne omstilling, siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
Større grøn satsning
Det nye anlæg skal efter planen producere biogas på baggrund af mindst 400.000 ton biomasse fra landbruget på Lolland/Falster.
Forventningen er, at anlægget på sigt skal suppleres med andre energiteknologier som eksempelvis pyrolyseanlæg.
Stort lollandsk gods har tabt 18 millioner på fire år
Hvor anlægget skal placeres er endnu uvist, da det fortsat er så tidligt i processen, at der endnu ikke er ansøgt om bygge- og miljøtilladelse.
- Vi vil gerne orientere omverdenen om projektet tidligt, da en god dialog med naboer, myndigheder og øvrige interessenter er vigtigt for os, siger Boye Tambour, formand for leverandørforeningen.
Med det nye biogasanlæg på tegnebrættet er Danish Agro nu involveret i planer om opførsel af fem anlæg sammen med lokale leverandørforeninger rundt omkring i Danmark, og koncernen forventer dermed over de kommende år at blive en væsentlig spiller indenfor biogasproduktion.