Kunstig intelligens har et stort potentiale i forhold til at kunne øge effektiviteten i hele værdikæden i landbruget, hedder det i en ny rapport fra GlobalData.
Brugen af kunstig intelligens (AI) har været på fremmarch de senere år, takket være teknologier som fx ChatGPT og elementer, der bruges i præcisionslandbrug.
Men der udvikles fortsat på teknologierne, og med tiden har AI potentiale til at kunne øge effektiviteten i hele landbrugssektorens værdikæde, ifølge GlobalData, en førende data- og analysevirksomhed.
GlobalDatas rapport, Artificial Intelligence in Agriculture (kunstig intelligens i landbruget), fremhæver, at AI-baserede systemer kan monitorere og analysere afgrødeudbytter samt jordens sundhed for at optimere ressourceudnyttelsen. Derudover kan teknologien hjælpe til med at automatisere processer på gårde.
- Landbruget står over for komplekse udfordringer, og presset på sektoren for at producere mad til en voksende befolkning har aldrig været større. Ifølge FN vil verdens befolkning nå 9,7 milliarder i 2050, og urbanisering reducerer forsyningen af dyrkbar jord og arbejdskraft, siger Aoife McGurk, der er analytiker hos GlobalData.
Udfordringer kræver øget teknologibrug
Landbruget har også andre udfordringer, hvilket gør det nødvendigt at tage nye teknologier i brug, peger han på.
- Menneskeskabte klimaforandringer gør landbrug mere kostbart og mindre pålideligt, med ekstreme vejrbegivenheder, der ødelægger høsten oftere. For at løse disse udfordringer må landbrugssektoren tage teknologier som AI til sig for at producere mere mad med færre ressourcer, lyder det fra analytikeren.
AI kan også forbedre forsyningskæderne ved at minimere friktion og sikre bæredygtighed. AI kan også forudsige resultaterne af genetiske ændringer i afgrøder og dermed forbedre frøproduktionen. Der er også potentiale for AI til at forbedre genredigering af afgrøder og frøproduktion ved at forudsige resultaterne af specifikke genetiske ændringer.
- AI’s evne til at verificere bæredygtighed i forsyningskæder er særlig relevant i lyset af EU’s nye afskovningslov, som giver udfordringer for store landbrugsvirksomheder. Cargill bruger allerede AI til at analysere satellitbilleder og sikre, at deres forsyningskæder ikke involverer afskovning, slutter Aoife McGurk.