Statsministeren og 92.589 andre var til Roskilde Dyrskue

På trods af næsten tre års fravær, var der pæn interesse for at besøge Danmarks største dyrskue i Roskilde, hvor 92.590 gæster lagde vejen forbi.

Humøret var højt på Roskilde Dyrskueplads fredag, lørdag og søndag, for der var og er fortsat pæn interesse for at besøge Danmarks største dyrskue.

Arrangørerne oplyser, at årets dyrskue havde besøg af 92.590 besøgende, og det er en smule over gennemsnittet på 90.920 for de foregående ti dyrskuer. Sammenlignet med 2019, hvor der sidste gang var dyrskue i Roskilde, var der samlet set tale om et fald på godt 20.000 fra 113.017 besøgende.

Statsministerbesøg

Blandt gæsterne var lidt overraskende statsminister Mette Frederiksen (S), der kom på uanmeldt besøg. Besøget gav statsministeren mulighed for at tale med folk om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet på onsdag. Det var dog ikke det, der optog sindene.

- Når folk er her, er det ikke politik, de tænker på. Det er fuldt forståeligt, sagde Mette Frederiksen til sn.dk.

Det var første gang, hun var på dyrskuebesøg.

Hos Case IH-forhandleren S. D. Kjærsgaard havde de nok at se til, for de havde dyrskuets største stand på 1800 kvadratmeter. Men det var der en god forklaring på.

- Vi har også vores entreprenørlinje med, så vi både har maskiner med til landbrug og til entreprenører, sagde sælger hos S. D. Kjærsgaard, Peter Møller.

Han og kollegerne var glade for at være tilbage på dyrskuepladsen.

- Det er altid en god måde at møde vores kunder på. Det er både et spørgsmål om at møde nogle nye kunder, som vi ikke kender, men også at vedligeholde og pleje forbindelse til de kunder, vi har i forvejen.

Læs også