- Vi skal passe på med, at vi ikke kommer til at bruge 80 procent af tiden på den del af vores landbrug, der hedder trepart, og glemmer vores store produktioner, lød det fra Bornholms Landbrug & Fødevarers formand Lennart Westh på generalforsamling.
Lennart Westh afløste for et år siden Frederik Tolstrup som formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer, og han aflagde således sin første beretning, da foreningen onsdag aften havde generalforsamling.
Her kom den bornholmske formand, som driver griseproduktion på Simblegaard ved Klemensker, vidt omkring i sin debut på talerstolen på Hotel Balka Strand ved Nexø, hvor omkring 100 bornholmske landmænd var mødt op.