Kampagne fra Sundhedsstyrelsen indeholder vigtige råd til at forebygge smitte, og de er ekstra vigtige at huske i denne tid.
Rigtige helte vasker hænder og hoster i ærmet. Det er budskabet i en kampagne fra Sundhedsstyrelsen, der giver en håndfuld gode råd om, hvordan vi alle kan være med til at forebygge smitte.
Kampagnen er et gensyn med sidste års indsats »Rigtige helte«, som følger fem almindelige mennesker, der følger de fem smitteforebyggende råd og på den måde beskytter sig selv og undgår at smitte andre. Og det er stadig de samme velkendte greb, der skal tages fat i, når vi skal undgå at smitte hinanden.
På denne tid af året er der typisk en stigning i smitte med luftvejssygdomme som influenza, covid-19 og RS-virus.
- Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen holder fast i både at huske at vaske hænder, hoste og nyse i ærmet, blive hjemme hvis vi er syge og lufte ud og gøre rent, siger Karen Geismar, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Undersøgelse med 1.000 personer
I forbindelse med kampagnen har Sundhedsstyrelsen fået foretaget en undersøgelse blandt 1.000 personer. Her spørges der blandt andet til, hvilke af de fem råd man oplever som svære at efterleve.
Undersøgelsen viser, at kun 10 procent siger, at de oplever, at de har svært ved at efterleve rådet om at vaske hænder, og 14 procent oplever, at de har svært at efterleve rådet om at hoste og nyse i ærmet.
Rådene om at blive hjemme, når man er syg, og at gøre rent, er de råd, som flest oplever, at de har sværest ved at efterleve. 40 procent synes, det er svært at blive hjemme, når de er syge, og 25 procent oplever, det er svært at efterleve rådet om at gøre rent.
- I en travl hverdag er der jo mange ting, man skal nå – udover at følge de smitteforebyggende råd, så det er virkeligt positivt, at det er så få, der har svært ved rådene om at vaske hænder og at hoste og nyse i ærmet, siger Karen Geismar.
- Selvom det lyder som meget basale råd, er de råd nogle af de vigtigste for at beskytte både sig selv og andre imod smitte, påpeger hun.
De fem råd
Der er fem gode råd, man bør bruge i sin hverdag for at forebygge smitsomme sygdomme.
1. Vask hænder tit eller brug hånddesinfektion
2. Host og nys i ærmet
3. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom
4. Luft ud ofte og skab gennemtræk
5. Gør rent – særligt på overflader mange rører ved
Kilde: Sundhedsstyrelsen