Måtte betale for 2 timers ventetid ved IT-sammenbrud under kontrolbesøg: Nu er sagen vundet over Fødevarestyrelsen

Advokatfirmaet Sønderby Legal har vundet en sag over Fødevarestyrelsen ved Miljø- og Fødevareklagenævnet omkring fakturering efter et kontrolbesøg.

Det var i strid med reglerne for opkrævning, da Fødevarestyrelsen i oktober 2023 sendte en regning i forbindelse med et kontrolbesøg hos en sammenbringningsvirksomhed. For under besøget, hvor alt i øvrigt blev konstateret i orden, måtte embedsdyrlægen vente i to timer, da platformen til indbretning af eksportdyr, Eksportportalen, var offline.

Alligevel fik virksomheden en regning fra Fødevarestyrelsen for de to timers ventetid. Ifølge styrelsen er Eksportportalen ikke et såkaldt internt forhold, som styrelsen skal betale for.

Derfor satte sammenbringningsvirksomheden advokatfirmaet Sønderby Legal på sagen, og i sin klage til styrelsen henviste advokatfirmaet til fem klagepunkter af nationalretligt og EU-retligt indhold. Overordnet beskrevet, at der kun må opkræves gebyr for kontrol og at ventetid begrebsmæssigt ikke er kontrol. At det er en EU-retlig betingelse for at kunne opkræve gebyr, at der udføres en kontrol i overensstemmelse med kontrollens formål.

Desuden henviste Sønderby Legal til, at ventetiden ikke skyldtes klagers forhold på stedet, at der manglede proportionalitet i forhold til EU-ret samt til, at det klart er et internt forhold hos styrelsen, at Eksportportalen ikke virker. Opkrævningen af gebyr var ganske enkelt retsstridig, mente klageren.

Det var et internt forhold

Men efter at Fødevarestyrelsen i første ombæring havde afvist klagen, røg sagen videre til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der nu har afgjort sagen. Og her har sammenbringningsvirksomheden fået medhold.

Her fastslog nævnet, at Eksportportalen netop er et internt forhold, og at en opkrævning derfor er retsstridig.

»Ved afgørelsen har Miljø- og Fødevareklagenævnet lagt til grund, at Eksportportalen ikke var tilgængelig på kontroltidspunktet. Nævnet konstaterer i den forbindelse, at der i henhold til Fødevarestyrelsens interne retningslinjer ikke faktureres for tid, hvor en medarbejder fra styrelsen ikke har kunnet udføre sit arbejde, såfremt dette skyldes styrelsens interne forhold«, skriver Miljø- og Fødevareklagenævnet i sin afgørelse.

Nævnet tilføjer, at vurderet, at dét forhold, at Eksportportalen har været utilgængelig netop skyldes styrelsens interne forhold, blandt andet fordi det på Eksportportalens forside fremgår, at det er styrelsens egen hjemmeside.

Nævnet har endvidere inddraget et bilag fra klager, som er et skema over tidsregistreringskoder fra styrelsen, hvoraf det fremgår, at der i forbindelse med eksport på et samlested ikke skal faktureres, hvis der er it-problemer, hedder det videre i kendelsen.

Kendelsen blev ophævet

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på at det i henhold til skemaet, er styrelsens praksis at fakturere, såfremt it-problemet ikke har karakter af at systemet er utilgængeligt, men blot er langsomt, eller hvis arbejdet på anden vis kan udføres f.eks. i hånden.

»På den baggrund vurderer nævnet, at Eksportportalens utilgængelighed har medført, at den tilstedeværende dyrlæge ikke har haft mulighed for at udføre sit arbejde. Det er også nævnets vurdering, at dette skyldes et internt forhold, som der i medfør af styrelsens interne retningslinjer ikke skal faktureres for«, slutter Miljø- og Fødevaresklagenævnet.

Det er jurist Pernille Falk Meyer Larsen, som sammen med advokat Hans Sønderby har bistået sammenbringningsvirksomheden, og de kan nu glæde sig over, at sagen er slut, og at nævnet har ophævet Fødevarestyrelsens afgørelse.

Læs også