En ny rapport peger på, at langt de fleste fund af pesticider i vandboringer formentlig stammer fra punktkilder. Dermed kan der være tale om ugyldig lovgivning og ulovlig statsstøtte, når landmænd får påbud og kompensation for ikke at bruge planteværn eller gødske deres afgrøder, vurderer advokat med speciale i EU-ret.
Det er hovedsageligt punktkilder og ikke landmænds dyrkning af fødevarer, der forurener drikkevandet.
Det tyder en ny analyse fra Farmbrella, der er et rådgivningsselskab ejet af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, på. Analysen viser, at hele 94 procent af pesticidfund i almene vandboringer i Nordjylland sandsynligvis stammer fra punktkilder – ikke fra moderne landbrugsdrift. Punktkilder er eksempelvis gamle lossepladser, vaskepladser uden opsamling og nedlagte virksomheder.