Özlem Cekic skænker dialogkaffe i Bjerringbro

I 2010 begyndte Özlem Cekic at drikke dialogkaffe med folk, som hadede hendes synspunkter. Nu vil hun styrke dialogen om den grønne omstilling med projektet Grøn Dialogkaffe, der lægger ud i Bjerringbro.

- Styrk dialogen og modvirk polarisering i den grønne debat.

Sådan lyder parolen fra Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, som den tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic står i spidsen for.

Özlem Cekic fik idéen om at byde folk, der rasede mod hende, til dialogkaffe, efter at hun i 2010 havde måttet slettet en lang række hademails på sin Facebook-profil.

- Jeg har selv haft mange fordomme om landmænd uden egentlig at vide særligt meget om, hvad det vil sige at drive et landbrug eller hvad det betyder for dem. Det laver jeg om på nu

Özlem Cekic, generalsekretær, Brobyggerne

I årene efter fik hendes idé et gennembrud, som rakte ud i verden. I 2018 var hun således en af hovedtalerne til det internationalt anerkendte online-program TedTalks i New York, og året før havde BBC et meget set program om hendes møde med en mand, der havde svinet hende til på Facebook.

Vil vende tendens

Med det nye projekt Grøn Dialogkaffe forsøger hun nu med egne ord at »vende tendensen fra polarisering og konflikt i retning af mere dialog på tværs af uenigheder og prioriteringer til gavn for miljøet og klimaet«.

- Vi er i dag vidne til en bekymrende udvikling i klima- og naturdebatten, der på flere måder minder om det polariserende og ukonstruktive debatklima, vi kender fra udlændingedebatten. Dette kommer f.eks. til udtryk i debatten om CO2-afgifter på landbruget, hvor de uenige parter råber fra hver sin side af skyttegraven uden egentlig at lytte til hinanden, siger hun til Effektivt Landbrug, og fortsætter:

- I Brobyggerne tror vi på, at vores gode erfaringer med dialog og brobygning også virker, når vi taler klima- og naturdebat. Vi bliver nødt til at blive klogere sammen, hvis vi skal finde bæredygtige løsninger på vores natur- og klimaudfordringer – og det kræver, at vi er villige til at gå i dialog på tværs af uenigheder.

Møde i Bjerringbro

Den 23. maj kl. 19 løber Grøn Dialogkaffe af stablen for første gang. Det sker på Nørgaards Højskole i Bjerringbro under overskriften »Hvordan skal fremtidens natur og landbrug se ud?«.

Her får deltagerne mulighed for at gå i dialog med et panel af landmænd og klimaaktivister, og landmandsdatter Nanna Sandholdt holder tale.

Som optakt til arrangementet i Bjerringbro tager Özlem Cekic i praktik på to forskellige landbrug i Midtjylland: Det ene er det regenerative, økologiske landbrug Høsteriet i Hjortshøj nord for Århus, mens det andet er Grauballegård mellem Silkeborg og Bjerringbro, hvor der produceres 75.000 svin årligt.

- Jeg har selv haft mange fordomme om landmænd uden egentlig at vide særligt meget om, hvad det vil sige at drive et landbrug eller hvad det betyder for dem. Det laver jeg om på nu, siger Özlem Cekic.

Landsdækkende

Grøn Dialogkaffe vil de næste tre år engagere mere end 2.000 borgere i grønne dialogkaffemøder og 1.000 unge i grønne dialogværksteder i 10 forskellige byer i hele landet.

Projektet støttes med 3,8 mio. kroner af 15. Juni Fonden, Østifterne og Forenet Nykredit.

Læs også