Tirsdag blev landmand Søren Wiuff gjort til æresmedlem af foreningen Lokale Fødevarer i Danmark, Samtidig er der opkaldt en pris efter ham.
Det var en stor dag tirsdag, da foreningen Lokale Fødevarer i Danmark gjorde den 68-årige landmand Søren Wiuff fra Gislinge ved Lammefjorden på Sjælland til æresmedlem af foreningen.
Men ikke nok med det, så har foreningen i samarbejde med Horesta, der er brancheorganisationen for hotel-, restaurations- og turisterhvervet i Danmark, indstiftet prisen Årets Wiuff, opkaldt efter landmanden, der er grønsagsavler, og mest er kendt for sin produktion af asparges.
Søren Wiuff har i fire årtier sat sit markante præg på dansk gastronomi og råvarekultur. Hans passion og kompromisløse fokus på kvalitet og smag har inspireret kokke, producenter og forbrugere til at tænke nyt, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Jesper Zeihlund, direktør i Local Food Mind og bestyrelsesformand i Lokale Fødevarer i Danmark, forklarer baggrunden for initiativet:
- Vi har mange priser, der hylder gastronomiske pionerer, men det hele starter i marken. Denne pris skal fremhæve de ildsjæle, der gør en forskel som producenter af lokale fødevarer. Det er vigtigt at inspirere andre gennem konkrete eksempler, især nu hvor udfordringerne for vores fødevareproduktion kræver nye løsninger med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer, lyder det fra Jesper Zeihlund.
Skal fremme dansk fødevarekultur
Fremover vil Årets Wiuff-pris blive uddelt årligt ved en ceremoni, hvor vinderen hyldes for sin indsats. Prisen har til formål at fremme udviklingen af den danske fødevarekultur og styrke fokus på lokale råvarer.
Alle køkkenchefer kan årligt indstille 1 producent til at modtage prisen. En komite bestående af repræsentanter fra Horesta, Brancheforeningen for Lokale Fødevarer i Danmark, sponsorer samt Søren Wiuff udvælger efter nomineringsfristen årets prismodtager. Første gang, prisen skal uddeles, er til sommer.
Til at overrække æresmedlemsskabet var fødevareminister Jacob Jensen mødt op på Svogerslev Kro, hvor arrangementet fandt sted. Ministeren havde rosende ord til landmanden.
- Det er vigtigt, at vi støtter op omkring lokale fødevarer og dem, der arbejder med det. Der må man sige, at Søren har været bannerfører gennem mange år. Jeg har været ude at besøge Søren mange gange, og han har klart været med til at understøtte den gastronomiske udvikling, som der er sket i Danmark, siger Jacob Jensen til den regionale tv-station TV2 Øst.
Lovord fra Gericke
Søren Wiuff har tidligere vundet prisen Årets Gericke, der er en af de mest prestigiøse madpriser i Danmark. Og det er der god grund til, mener Søren Gericke.
- Søren Wiuff har åbnet vores øjne for de fantastiske råvarer, der findes i Danmark. Hans kæmpeindsats for dansk gastronomi er i den grad værd at hylde. Han skabte et sanseparadis, et nyt univers, hvor man blev helt høj af de smage og dufte, der kom fra hans råvarer. Alt var nyopgravet og nyhøstet med ham. Altid. Det var magisk, udtaler Søren Gericke.
Prisuddelingen kommer på et tidspunkt, hvor der som bekendt er debat om landbrugets fremtid i Danmark. Søren Wiuff ser prisen som et godt skulderklap ikke kun til ham, men også til hele landbruget.
- Der er meget hylekor over landbrug og fødevareproduktion lige nu, så det kan være svært at opretholde en gejst, når man bliver kaldt dumme og bliver fortalt, at man ikke kan finde ud af at tjene penge, siger Søren Wiuff til TV2 Øst og tilføjer, at han er glad og stolt over at få sit navn associeret med prisen.