Fødevareministeren vil vende udviklingen på gebyrområdet og stoppe en række gebyrstigninger.
Usikkerheder og stigende omkostninger på fødevareområdet skal stoppes for at støtte producenterne, lyder det fra fødevareminister Jacob Jensen (V), der har annonceret en indsats for at skabe klarhed og stabilitet omkring gebyrer på fødevareområdet.
I en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fremhæves det, at gebyrernes størrelse og udsving har skabt usikkerhed blandt erhvervsdrivende i fødevarebranchen.
- Jeg har stor forståelse for, at erhvervet har kritiseret de stigende gebyrer, som de har oplevet. Den udvikling skal vendes, for stigende gebyrer kan sætte en stopper for de gode intentioner, der er ude i erhvervene, siger Jacob Jensen.
- Jeg har stor forståelse for, at erhvervet har kritiseret de stigende gebyrer, som de har oplevet. Den udvikling skal vendes
Jacob Jensen (V), fødevareminister
Analyse og tilpasninger
Ministeren vil iværksætte flere tiltag for at sikre en mere effektiv gebyrstruktur. Blandt andet vil normaljusteringer af gebyrtakster for 2025 blive undladt, hvor det er muligt inden for EU-reglerne.
Derudover vil der blive sat gang i en analyse af, hvordan myndighedernes kontrol kan effektiviseres for at reducere gebyrerne.
Det vil også kunne medføre mindre tidsforbrug for de erhvervsdrivende i forbindelse med kontrollerne, påpeger ministeren.
Gebyrstigninger på mere end 270 procent vil ramme små fødevareproducenter hårdt
I analysen inviteres erhvervet til at bidrage med deres praktiske erfaringer og idéer.
Ifølge ministeren skal der blandt andet laves et nabotjek, hvor konkrete sammenligninger vil vise, om Danmark overimplementerer EU's forordninger.
Ny gebyrstigning får L&F til at bede minister om reduktion
Analysen ventes færdig senest den 1. maj 2025 »med henblik på, at ministeren i forlængelse heraf vil træffe politisk beslutning om yderligere indsatser for at kunne sænke gebyrerne yderligere«, lyder det.
Oprydning i regeljungle
Jacob Jensen har tidligere forsøgt at reducere bureaukratiet på fødevareområdet. Den fødevare- og veterinæraftale, der blev indgået i juni sidste år, inkluderer blandt andet en reduktion i gebyrfinansierede kontroller. Aftalen sigter på at skabe klare rammer og give producenterne mere autonomi.
- Jeg har et stærkt fokus på at forenkle og effektivisere indsatserne på mit ministerområde, så myndighedsopgaverne løses professionelt og effektivt både fagligt og omkostningsmæssigt, siger ministeren.
Ministerens tiltag
- Normaljustering af gebyrtakster for 2025 undlades, hvor det er muligt
- Potentielle gebyrstigninger på 33 mio. kroner i 2025 standses midlertidigt
- Fire millioner kroner årligt afsættes til gebyrreduktioner fra 2025
- Analyse igangsættes for at reducere myndighedernes omkostninger og effektivisere kontroller