Landbrug & Fødevarer: - Vi er nærmere videobaseret syn før nødslagtning på bedriften

En vigtig milepæl i arbejdet for at erstatte den fysiske undersøgelse udført af embedsdyrlægen før slagtning på bedriften er nået.

Et pilotprojekt gennemført af L&F har fået faglig anerkendelse i form af publicering i et videnskabeligt tidsskrift. Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en nyhed til deres medelemmer.

Organisationen slår fast, at konklusionen af projektet viser, at videobaseret syn i høj grad fungerer betryggende.

L&F har længe arbejdet for, at videokonsultation kan erstatte den fysiske undersøgelse udført af embedsdyrlægen før slagtning på bedriften. Det vil kunne reducere omkostningerne markant, løfte dyrevelfærden ved nødslagtninger og sikre, at færre dyr går til spilde.

De forklarer, at en vigtig milepæl i den indsats er nået, da resultaterne af et L&F-pilotprojekt med videokonsultation er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift »Frontiers in Veterinary Science«.

Bag projektet med online syn af dyr til nødslagtning står chefkonsulent og dyrlæge Maybritt Kiel Poulsen samt chefkonsulent og dyrlæge Annette Dresling fra afdelingen for Fødevare- og Veterinære forhold i L&F.

Vigtigt skridt mod ændring af regler

Ifølge Landbrug & Fødevarer viser studiet, at i de fleste tilfælde vil en videoinspektion være sammenlignelig med en fysisk undersøgelse, hvis den tekniske løsning med videokvalitet og netforbindelse er i orden.

- Det er en vigtig del af den faglige anerkendelse af et projekt eller en undersøgelse, at resultaterne publiceres i et videnskabeligt tidsskrift. Dermed tager vi et skridt fremad i arbejdet med at få ændret EU’s regler, så det i fremtiden kan blive muligt for embedsdyrlægen at gennemføre syn af dyr før slagtning på bedriften ved hjælp en videobaseret kontro, siger Trine Vig, fødevare- og veterinærpolitisk chef i L&F.

Markant løft af dyrevelfærden

Muligheden for at erstatte den fysiske kontrol fra en embedsdyrlæge med en videobaseret kontrol er et af de områder, hvor L&F arbejder for at kunne reducere dyre offentlige gebyrtakster med teknologiske løsninger, når det drejer sig om kontroller.

- Vi vil på mange områder kunne opnå markante fordele reducere omkostningerne til kontrol for landmændene markant ved at bruge ny teknologi. Samtidig vil det være et markant løft af dyrevelfærden ved nødslagtninger, fordi landmanden ikke skal vente på, at dyrlægen møder fysisk op. Samtidig vil reducerede omkostninger betyde, at flere kreaturer nødslagtes og sikre, at færre dyr går til spilde, siger Trine Vig og fortsætter:

- Vi arbejder løbende på at skabe ny viden på området og argumentere for pragmatiske løsninger, hvor det kan ske med faglighed og dyrevelfærd i behold.

Hvad betyder det for dig som landmand?

  • Kampen mod alt for høje gebyrer er en højt prioriteret sag for L&F
  • L&F opfordrer til brug af digitale muligheder for at undgå dyre, fysiske besøg og kontroller
  • Videosyn er en oplagt mulighed, og her har L&F leveret faglige indspark

Kilde: Landbrug & Fødevarer

Læs også