Æggepriserne kan stige kraftigt i år i USA

Forsyningsmangel og fugleinfluenzaudbrud presser stadig priserne på æg i USA. og der er ikke udsigt til prisfald foreløbig.

Æggepriserne i USA kan stige med op til 20,3 % i 2025 ifølge USDA, hvilket skyldes en kombination af stigende produktionsomkostninger og en alvorlig mangel på æg. Et langvarigt fugleinfluenzaudbrud har ført til tabet af over 145 millioner fugle, hvilket har reduceret den æglæggende bestand betydeligt.

Det skriver det amerikanske medie Grocery Drive. Prisen på et dusin store æg var onsdag fortsat på 7,09 dollars, og det er den højeste pris på æg nogensinde i USA. Til sammenligning var prisen på et dusin æg 2,07 dollars i starten af oktober måned.

Dagligvarebutikker forsøger at kontrollere situationen ved at begrænse forbrugernes køb og holde priserne på rekordhøje niveauer. Andre steder oplever amerikanske forbrugere, at hylderne, hvor der plejer at være æg i supermarkederne, simpelthen står tomme, skriver CBS News.

Samtidig har emnet fået politisk opmærksomhed, hvor præsident Donald Trump lover at reducere fødevarepriserne, mens demokratiske senatorer presser på for en konkret plan mod de stigende omkostninger.

Læs også