Det er foragteligt, at Danmark vil genoptage minkavl i 2023, mener man hos organisationen Humane Society International.
I næste måned bliver det som bekendt igen tilladt at eje mink og drive minkavl i Danmark. Det vækker nu international kritik fra organisationen Humane Society International/Europe.
De mink, der skal til for at genstarte avlen i Danmark, er på vej fra Island, og det pikerer Joanna Swabe, der er seniordirektør for offentlige anliggender hos HSI/Europe.
- Det er skandaløst, at 10.000 mink skal transporteres til Danmark, herunder 2.000 dyr, der i øjeblikket sejles fra Island over de kolde have for at fylde de øde trådbure på et lille antal danske pelsdyravlere, hvis ejere har besluttet at fortsætte med at tjene gode penge på ryggen af forsvarsløse dyr. Dette sker, mens over en million mennesker i EU indtil nu har titrådt en underskriftsindsamling om at sætte en stopper for pelsdyravl, siger hun i en udtalelse.
- En tikkende bombe
Hos organisationen opfordrer man til, at myndigheder holder et skarpt øje med dyrene og den sundhedsrisiko, som de ifølge HSI udgør.
- Minkfarme er en tikkende bombe for sygdomsrisiko, og vi opfordrer både de ansvarlige nationale myndigheder og EU-Kommissionen til at undersøge enhver massebevægelse af muligt infektiøse dyr nærmere, samt at tage skridt til at lukke pelsindustrien, inden den leverer den næste pandemi, siger Joanna Swabe.
Det hører med til historien, at ingen mink i Island har været ramt af Covid-19. Med udnævnelsen af en ny regering er der desuden udsigt til, at danske myndigheder inden længe klarlægger betingelserne for igen at have mink i Danmark.