Jytte Schaldemose modtog H.B. Kochs Legat på Fynsk Kvægs årsmøde.
- For få penge og for mange regler. Sådan er betingelserne, hvis man vil have kødkvæg gående i baghaven eller på naturområder.
Jytte Schaldemose fra Jersore ved, hvad det kræver at være kødkvægavler og naturplejer. Hun har 75 dyr af racen Galloway, der afgræsser i omegnen af 200 hektar naturområder på Enebærodde, Gyldensteen og Gl. Aarup samt seks hektar hjemme omkring gården Jershave. Og i årene fra 2015-2020 var hun sammen med sin afdøde mand, Erik Pedersen, oppe på ikke mindre end 200 dyr, der afgræssede ialt 400 hektar på otte forskellige nord- og vestfynske naturområder.
- Jeg har rundet 70 år, så det er vel tiden at trappe lidt ned, lyder det fra Jytte Schaldemose, der bistås af sin nye mand Niels Aage Hansen med opsynet af de mange dyr - og af en indlejet medhjælper og nabo, her hvor naturkalvene skal øremærkes og fragtes hjem til gården i Jersore for vinteren.
Første kvinde og kødkvægavler
Som både den første kvinde og repræsentant fra kødkvægsektoren fik Jytte Schaldemose tildelt det ærefulde H.B. Kochs Legat ved Fynsk Kvægs årsmøde i den forgangne uge. Ikke mindst en stor indsats for at forbedre vilkårene for kødkvægproduktionen gennem ni år som formand for Fynsk Kødkvæg frem til januar i år blev fremhævet ved legatoverrækkelsen.
- Gennem årene har jeg da hjulpet en del i gang som kødkvægholdere. Heldigvis er der stadig nogen, som gerne vil have dyr gående, når familien flytter ind på en landejendom. Det er vigtigt at klæde folk på, så de får en god oplevelse og ikke ender med at blive trætte af miljøtilladelser, regler og forordninger.
- Der er alt for mange regler, og desværre bliver der bare flere og flere. Det kræver konsulentbistand, og det er dyrt, fastslår legatmodtageren, som netop har færdiggjort uddannelsen som naturforvalter, for på den måde at være endnu mere afklaret med de muligheder og regler, der er indenfor natur og biodiversitet.
Bøde på 17.000 kroner
Jytte Schaldemose har selv oplevet regelrytteriet, da hun måtte af med en større bøde efter to retssager om manglende vinterhi til en flok tyre under to år.
- De gik i en lukket skov ved Gyldensteen med læ, frostfrit vand, halm og tilskudsfoder. En februardag i 2021 med slud i luften stoppede en politibetjent op ved folden, og tyrene var nysgerrige nok til at gå hen til hende. Vi blev meldt, og dommeren gjorde opmærksom på, at straframmen var 5.000 kroner i bøde for hver af de pågældende 15 tyrekalve.
- Selvom det endte med en bøde på »kun« 17.000 kroner, var det helt urimeligt. Der havde ikke været et eneste isdøgn indtil da, og dyrene var væk fra skoven indenfor to dage, som en plan B kræver det.
- Så en bjørn
Efter 25 år i Særslev flyttede Jytte Schaldemose og Erik Pedersen, der i mange år var mælkeproducent på en ejendom sammen med sin bror, til ejendommen i Jersore i 2006.
- Lige fra barndomshjemmet i Væde har jeg haft med kvæg at gøre. Derfor skulle vi da have nogle dyr på græsarealerne omkring gården, fortæller Jytte Schaldemose, der er læreruddannet og i over 30 år var lærer på Søhusskolen.
Ved en tilfældighed fandt parret for Galloway-racen under et sommerhusophold ved Vestkysten. Her så et barnebarn en bjørn, som viste sig at være en ko hos en kendt gallowayavler. Ret hurtigt blev 15 dyr med fine stamtavler opkøbt hos ham og hentet til Nordfyn.
Udsolgt naturkød
- Det er en dejlig race, og vores dyr har et roligt temperament, da vi sørger for at tilse dem mindst et par gange om ugen.
Der avles efter dybe og robuste dyr, som klarer sig udenfor hele året - med de krævede faciliteter til ly for vinteren, som de dog sjældent benytter sig af.
Dyrene på Jersore Galloway, som besætningen hedder, lever kun af græs, og får kun wrap og hø som tilskudsfoder, hvis det er nødvendigt.
I år er der solgt omkring 30 avlsdyr, mens kødet fra slagtedyrene primært afsættes via Facebook. Derudover har Jytte Schaldemose en stand på Erholm Fødevaremarked.
- Glædeligvis oplever vi en stor interesse for vores naturkød. Vi har mange faste kunder, der netop sætter pris på, at dyrene går ude i naturen, og hvor de har et godt liv, inden de skydes på nænsom vis i folden. Faktisk må vi lige nu melde alt udsolgt. Det er glædeligt i en tid, hvor der ellers er meget klimafokus på oksekødet, siger den nu forhenværende fynske kødkvægformand og glæder sig over tildelingen af hædersbevisningen.
Stor berøringsflade
- Jeg har nydt formandsperioden, hvor der i de ni år i Fynsk Kvæg altid var stor respekt for kødkvæget. Det har givet en stor berøringsplade og deltagelse i mange konferencer, hvor jeg heldigvis har oplevet mange lydhøre embedsmænd overfor de indviklede og bøvlede regler, vi må arbejde med hjemme i bedrifterne.
Jytte Schaldemose ser også tilbage med glæde på de mange aktiviteter i Fynsk Kødkvæg med både et velbesøgt årsmøde, åbent hus, dyrskuet og sommerudflugten.
- Det er et stort og vigtigt aktiv, som gerne skulle hjælpe os videre efter en svær corona-periode til gavn og glæde for kødkvæget på Fyn.
Blandt naturområderne, som Jytte Schaldemoses kvæg afgræsser, er 80 hektar på Enebærodde.
Jytte Schaldemose
Født i 1953 på gård med malkekøer i Væde
1980-2013 folkeskolelærer på Søhusskolen
Boede i 25 år i Særslev, inden hun og Erik Pedersen (døde i 2019) i 2006 flyttede til Jersore på gården Jershave med 16,6 hektar. I dag gift med Niels Aage Hansen
Besætningen er på 75 gallowaydyr, heraf 30 ammekøer. Afgræsning af 200 hektar naturarealer. Salg af avlsdyr, og kødet fra slagtedyrene afsættes private kunder
2012-2023 formand for Fynsk Kødkvæg
I 2017 tildelt 15. Juni Fondens naturpris på 150.000 kroner