Bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal, Knudsbølvej 31, 6064 Jordrup, skriver:
Forleden blev det frarådet at bade i det meste af Københavns Havn. Årsagen skyldtes, at Danmarks største spildevandsvirksomhed, Biofos, ved et uheld er kommet til at sende 12.000 kubikmeter spildevand ud i den nærliggende Harrestrup Å og derefter videre ud i havnen. Spildevandet med menneskelige efterladenskaber skulle egentlig være pumpet væk fra rensningsanlægget og åen, men en IT-fejl sendte det i stedet for ud i åen.
Men udover at man ikke kan bade i Københavns Havn, kostede det »lille« uheld faktisk også flere tusinde ørreder livet.
Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening havde nemlig kort tid forinden sat 23.000 ørreder ud i netop Harrestrup Å. Ørrederne skulle have styrket havørredbestanden og lystfiskeriet i København. Men det nåede de aldrig.
Synderen bag IT-fejlen, Biofos, slipper nemt udenom deres uheld. De udtaler: - Vi arbejder hver eneste dag for et rent hav- og vandmiljø, så vi er rigtig kede af, at det her er sket. Det er dybt beklageligt, og vi gør, hvad vi kan for, at det ikke sker igen.
Umiddelbart bliver deres eneste straf, at de skal erstatte de døde fisk.
Tænk, hvis det havde været landbruget, der ved en fejl havde hældt bare en lille smule gylle i en å. Så havde det været med miljøvagt og blå blink, det havde været på forsiden af alle medier, og folk havde krævet, at landbruget skulle straffes hårdt.
Vi har set det mange gange, og vi har også påtalt det igennem flere år: Landbruget får skylden for al dårligdom med hensyn til det danske havmiljø. Men der er mange flere syndere i dette spil – især rensningsanlæggene. De kan og har i flere tilfælde kunnet hælde urenset spildevand direkte i åer og fjorde ganske ustraffet.
Vi håber stadig på, at politikerne får øjnene op for, at der skal kigges andre steder hen end udelukkende på kvælstof fra landbruget. Hvis ikke det sker, står det danske havmiljø ikke til at redde.