Et særdeles vådt år kombineret med tidens tunge maskineri har betydet gode vilkår for traktosen i landets marker. Det problem løses bedst lige efter høsten, fortæller planterådgiver Thomas Vang Jørgensen.
Før vi får set os om, er årets høst i hus, og det betyder, at du nu om lidt kan få gjort noget ved traktosen. Det ser nemlig skidt ud på rigtig mange marker - med komprimeret jord i køresporene og golde foragre, hvor maskinerne vender. Efter høsten er arealerne ryddet, og jorden har – forhåbentlig – mulighed for at tørre godt op, og det er det ideelle tidspunkt at sætte ind. Det fortæller planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark Thomas Vang Jørgensen.