- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, fastslår Gregers Hellemann, Aagaard Gods på Vestsjælland, da han her i juli ser sine næsten høstklare marker efter en meget voldsom og meget lokal haglbyge.
- Du må hellere tage ud og se på dine afgrøder.
Den besked fik planteavler Gregers Hellemann, Aagaard Gods på Vestsjælland, fra én af hans gode planteavlskolleger, mens han i starten af juli er på ferie.
Området, hvor Aagaard ligger mellem Storebælt og Tissø, er nemlig netop blevet ramt af en meget slagkraftig haglbyge, der i et smalt bælte har slået voldsomt ned over de forholdsvis modne afgrøder.