Husk at få taget N-min-prøver i dine marker i februar, så du kender kvælstofindholdet inden såning og gødskning. På den måde får du optimal udnyttelse af kvælstoffet – til gavn for både miljø og udbytte.
Af planteavlskonsulent Morten Holmgaard, Patriotisk Selskab
Den rette mængde kvælstof i jorden er afgørende for udbyttet, men at overgødske er både dyrt og belastende for miljøet. Derfor anbefaler jeg alle planteavlere at få udtaget N-min-prøver i februar, så du kender kvælstofindholdet i jorden, inden det er tid til at så og gødske.
For langt de fleste vil der være god økonomi i det, fordi du får optimeret udnyttelsen af din gødning. I stedet for overgødskning og udvaskning får du tildelt kvælstoffet dér, hvor planterne kan omsætte det til gode udbytter.
Særligt vigtigt med kvælstofmåling i år
Mange fik først mulighed for at så sent sidste forår. Derfor er der sandsynligvis meget kvælstof i jorden endnu, hvis du ikke fik tilpasset gødningsmængden efter den forkortede vækstsæson.
Samtidig har mange oplevet store nedbørsmængder, hvilket omvendt kan forårsage en større udvaskning end ellers. Derfor kan det være særligt vanskeligt at fastslå kvælstofbehovet i år, hvis du ikke får lavet N-min-prøver.
Bruger du husdyrgødning er det endnu vigtigere med kontinuerlige analyser, da der her vil være større udsving i jordens kvælstofindhold.
Udtagning af N-min-prøver
Sidste år tog vi mere end 400 N-min-prøver i hele landet. En prøve består af 16 stik i en mark, hvor vi tager jord op til analyse.
Analyseresultatet er klar før såning og gødskning, så vi kan tilpasse din gødningsplan efter det reelle behov. De fleste oplever, at de kan spare kvælstof i nogle marker – for eksempel sukkerroer og maltbyg, der ingen gavn har af ekstra kvælstof. Kvælstoffet kan i stedet udnyttes i de afgrøder, som kvitterer godt for tilførslen. Her er for eksempel vinterhvede en taknemlig afgrøde.