Sydsjælland har gode forhold for frøavl

Birthe Kjærsgaard, avlschef i DLF Øst, konstaterede på et avlermøde, at det er rigtig godt at dyrke frø i Sydsjælland.

- Efter mine mange år i frøbranchen må jeg bare erkende, at den vigtigste faktor for at opnå høje udbytter er vejret – om det er godt eller skidt i vækstsæsonen, fastslog Birthe Kjærsgaard, avlschef i DLF Øst. Foto: Jørgen P. Jensen Godt 50 sydsjællandske DLF-frøavlere deltog i avlermødet ved Vordingborg. Foto: Jørgen P. Jensen Udbytterne i DLF's Næstved kreds 4 ligger på indeks 108 for gennemsnit af udvalgte frøarter mod et lavere landsgennemsnit på 103. Foto: Jørgen P. Jensen Heldigvis forudses de alt for store lagre af frø i Europa (grå skravering) at blive mindre i det kommende års tid til gavn for en bedre afregningspris. Foto: Jørgen P. Jensen

- Her er rigtig godt at dyrke frø.

Det konkluderede Birthe Kjærsgaard, avlschef i DLF Øst, på DLF’s avlermøde i kreds 4 Næstved, som foregik på Rosenfeldt Gods ved Vordingbog, hvor godt 50 frøavlere var samlet.

Hun viste samtidig en opgørelse over høstudbytterne i en række græs- og kløverarter for høst 2024, hvor Næstved kreds 4 kom ud med indeks 108 i forhold til et landsgennemsnit på indeks 103.

- Her i 2024 er det især alm. rajgræs og engrapgræs, der har givet rigtig gode udbytter på Sydsjælland, mens hvidkløver ligger helt i bund med kun indeks 60, påpegede hun.

Klima afgørende

Birthe Kjærsgaard giver dog ikke alene de sydsjællandske avlere æren for at igen i år at ligger højt i frøudbytter.

- Efter mine mange år i frøbranchen må jeg bare erkende, at den vigtigste faktor for at opnå høje udbytter er vejret – om det er godt eller skidt i vækstsæsonen.

Men næstvigtigst kommer kunsten at lave en veletableret frøafgrøde.

- Og I har alle arbejdet godt med at få helt ensartede afgrøderækker med høj konkurrence overfor ukrudtet og god bekæmpelse af spidkornsplanter.

Birthe Kjærsgaard gennemgik derefter hele vækståret 2023/24, som allerede i starten af december blev præget af udbredt snedække og kulde.

- Det betød, at vi fik rigtig meget ud af vores Reglonesprøjtning i frøafgrøderne på grund af kuldepåvirkning.

Svært at forudse udlæg

Forårssåningen kom tidligt i gang, men det gjorde regnen også i rigelige mængder, så mange marker stod med blankt vand.

Skaden herfra kunne man blandt andet tydeligt se på rødsvingelmarker, der stod og hang og efterfølgende kun gav lave udbytter.

Modsat var alm. rajgræs én af årets topscorer med pæne udbytter, selv om den gik lidt i leje mange steder.

- Det understreger, hvor svært det er at forudsige behovet for nyt udlægsareal. På DLF tager vi udgangspunkt i, at man høster indeks 100. Og det rammer man jo ikke nødvendigvis, pointerede Birthe Kjærsgaard.

Hun vurderer også, at for frøafgrøderne under ét blev høstvejret rimeligt i 2024.

Mere frø til Danmark

At klimaet næsten betyder alt for dyrkning af frø, viste den store forskel i nedbør og soltimer i 2024.

- På Bornholm blev udbytterne i hvidkløver for eksempel nær indeks 100 på grund af mange soltimer, mens hvidkløver andre steder i landet druknede i regn.

Med den netop modtagne acontobetaling, der er lidt højere end sidste år, og mere lyse markedsudsigter med faldende lagre af frø, var stemningen positiv på det sydsjællandske avlermøde.

- Vi planlægger også at øge udlægsarealerne til høst 2026, idet vi trækker mere frødyrkning fra udlandet her til Danmark, da vi samlet set har noget af det bedste klima til dyrkning af frø her i landet, lød efterfølgende meldingen fra administrerende direktør, Søren Halbye.

Og det gælder altså især klimaet i Sydsjælland.

Læs også