På Vindbylund nord for Randers lover vejrudsigten endelig stabilt såvejr. Der bliver jagtet hektar med såmaskinen, mens bekæmpelsen af ukrudt og snegle i det allerede etablerede skal være med til at sikre næste års udbytte.
- Vi mangler at så 230 ud af 450 hektar hvede. Det hele er tilberedt, så det er bare derudaf, siger Carl Johan Schultz tirsdag formiddag over en bid brød i køkkenet på Vindbylund. Han er netop kommet hjem efter at have været afsted med sprøjten for at starte ukrudtsbekæmpelsen op i de hvedemarker, der er klar.