Som skoventreprenør tilbringer 32-årige Lasse Toft det meste af arbejdsdagen i skoven, og han elsker arbejdet i sit firma, der de seneste år har bredt sig, så der nu er opgaver over det meste af landet.
Kan man lide fred og ro er skoven en perfekt arbejdsplads, og det er også noget af det, som 32-årige Lasse Toft sætter stor pris på.
Han har en hverdag med fast arbejde i skoven, og det har han haft, siden han kastede sig ud som selvstændig entreprenør – med fokus på skovarbejde. Siden han etablerede entreprenørfirmaet i vinteren 2019/2020, har titlen således rettere været skoventreprenør.
- Det var lige før corona, jeg startede firmaet, og det var selvfølgelig en mærkelig begyndelse. Det er dog gået slag i slag med både kontakter og maskinpark, fortæller Lasse Toft, der løbende har udvidet på begge fronter.
I de første par år havde han »kun« opgaver på dele af Sjælland og Lolland-Falster, men i dag er der tale om en skoventreprenør, som er godt på vej til at blive landsdækkende.
Ambitioner om mere
- Jeg kom godt i gang og fik hurtigt mange gode kontakter, så jeg skulle på et tidspunkt overveje, om jeg bare skulle være mig selv eller satse på mere. Da jeg blandt andet gerne ville prøve det med at have lederskab, valgte jeg det sidste.
- Vi kører nu også på Fyn og i Sønderjylland, og har stadig mange opgaver over det meste af Sjælland samt på Lolland-Falster og Møn, ligesom vi også kommer til Bornholm, siger Lasse Toft, som har ambitioner om mere for sin virksomhed.
- Vi skulle gerne blive ved med at vækste. Målet er at vækste med to maskiner om året, og de skal selvfølgelig i arbejde, så i takt med at vi kan skaffe arbejdskraft, skal vi også have flere opgaver.
Ordentlig løn og arbejdsvilkår
Lasse Toft har i den forbindelse fokus på, at kundetilfredsheden er i top, og han påpeger, at det blandt andet også handler om, at medarbejderne trives godt.
- Medarbejderne er vores ansigt udadtil. Er de glade, smitter det af på deres arbejde. Derfor skal medarbejderne blandt andet have ordentlig løn og arbejdsvilkår, understreger Lasse Toft, som lige nu er chef for tre ansatte.
- Målet er at vækste med to maskiner om året, og de skal selvfølgelig i arbejde, så i takt med at vi kan skaffe arbejdskraft, skal vi også have flere opgaver.
Lasse Toft
- Vi har arbejde til flere, så vi satser på at udvide med et par stykker mere. Jeg vil rigtig gerne lære unge mennesker op i branchen, så vi skulle også gerne have elever på et tidspunkt, lyder det videre fra Lasse Toft, som styrer firmaet fra hjemmeadressen lidt uden for Skælskør i Sydvestsjælland.
Tryghed hos kunderne
Vejen til succes handler naturligvis også om den kvalitet, firmaet leverer, og her går Lasse Toft ikke på kompromis.
- Man kan kun udvide, som vi har gjort, hvis arbejdet gøres ordentligt, og det gør vi, kan jeg godt garantere. Når vi kommer, er det med vores folk og med vores maskiner. Det er hurtigt med til at skabe tryghed hos kunderne, som dermed kender os og ved, hvad vi står for.
- Vi skulle gerne kunne mødes med kunderne i Netto bagefter, tilføjer han med et smil og oplyser, at firmaet også har tilknyttet en skovfoged, der er med til at sikre den høje faglighed.
Opgaverne i skoven er mange og spænder vidt. Produktion af flis fylder meget, men firmaet klarer også alt arbejde inden for skovning, plantning af træer, rodfræsning, udkørsel og salg af tømmer til blandt andet etablering og vedligeholdelse af skovveje.
Færre til opgaverne
For Lasse Toft lå det ikke umiddelbart i kortene, at han skulle have arbejdsplads i skoven. Han er opvokset på en gård med svineproduktion nær Sorø og er også uddannet landmand og jordbrugsmaskinfører. Det var dog ikke arbejdet med grisene i stalden, som han så den store fremtid i.
- Skoven har altid fanget min interesse, og det er et fantastisk sted at arbejde. Der sker en masse, og samtidig er der fred og ro. Det kan da ikke blive bedre, fastslår den travle skoventreprenør, som forventer, der ligger mange opgaver i fremtiden.
- Jeg tror, vi fremover får endnu mere at lave. Mange af mine konkollegaer er oppe i årene, og der er således flere, som falder fra og går på pension end nye, der kommer til. Vi bliver altså færre til at klare opgaverne, slutter Lasse Toft, der også drager ud i naturen i sin sparsomme fritid, hvor han nyder at gå på jagt.