Der er sket et markant skift i stemningen på det europæiske marked for grisekød. Udbuddet er på kort tid vokset betydeligt, og det sætter priserne under pres. Omvendt er der en stabil eksport til landene udenfor Europa, lyder det fra Danish Crown i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets svinenotering for næste uge.
- Antallet af grise til slagtning i Europa er steget relativt meget på ganske kort tid, efter temperaturerne er faldet, og grisene vokser hurtigere. Det løfter helt naturligt udbuddet af kød, så der bliver lagt arm om priserne i øjeblikket, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i forbindelse med, at selskabet har meldt ud, at det fastholder svinenoteringen på 11,00 kroner og sonoteringen på 7,50 kroner pr. kg fra på mandag.
Det er først og fremmest priserne på delstykker med ben, der er under pres. Efterspørgslen på råvarer til forædlingsindustrien er mere jævn, og eksporten til landene udenfor Europa er stabil.
- Vi kan holde os ude af de værste slagsmål, fordi vi har en god eksport til vores faste kunder udenfor Europa. Samtidig er vi i gang med produktion af julevarer, for der går kun et par uger, før der rigtig kommer fart i julefrokoster og andre lignende traditioner på tværs af kontinentet, siger Mads Stougaard.
Slagtesituationen
- Tilmeldingen til indeværende uge blev igen højere end forventet, og med den slagtekapacitet, der har været til rådighed, betyder det, at der bliver behov for at udsætte cirka 30.000 grise til uge 45, lyder det fra Danish Crown.
Vær opmærksom på, at vægtgrænsen sænkes med 2 kg i uge 46.