Selv om det lovtekniske forbud mod brug af glyphosat som høsthjælp næppe kan nå at komme på plads inden høst 2023, og nedvisning af foderkorn derfor fortsat er tilladt, så bør man undlade det og hellere planlægge sin høstkapacitet i god tid, lyder opfordringen fra Seges.
Endnu er nedvisning af foderkorn før høst med glyphosat ikke direkte forbudt.
Selv om en lang række partier sidste år vedtog en ny pesticidstrategi frem mod 2027, der indeholdt et forbud mod anvendelse af glyphosat til nedvisning og ren høsthjælp af især korn, så er det rent lovteknisk ikke gennemført endnu.
Det oplyser landskonsulent Poul Henning Petersen, og peger på et par lovtekniske vanskeligheder.