Dansk Industri ansætter bæredygtighedschef Jakob Lave fra DLG til at stå i spidsen for organisationens mange fødevarevirksomheder i branchefællesskabet DI Fødevarer. Hos DI Fødevarer skal han blandt andet stå for branchens politiske interessevaretagelse og at styrke aktiviteter og indsatsen for de mange fødevarevirksomheder i Jylland.
Endnu en højtstående profil i dansk landbrugsindustri øjner nye græsgange.
54-årige Jakob Lave forlader sin stilling som bæredygtighedschef i DLG Group og er blevet ansat hos Dansk Industri. Her skal han lede DI Fødevarer – noget, der ikke er helt fremmed for den tidligere direktør i grovvareselskabet. Jakob Lave har hyppigt taget del i den offentlige debat om bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion.
- Vi vil gerne veksle risikoen til en præmie for landmanden
Tidligere har Jakob Lave stået i spidsen for indsatsen Future Farming i organisationen Landbrug og Fødevarer, og var før den udviklingschef i landbrugets og fødevaresektorens videnscenter Seges Innovation.
- Jeg er glad for, at vi har kunnet tiltrække en profil som Jakob Lave til vores branchefællesskab for landets fødevarevirksomheder. Bæredygtighed og klimavenlig fødevareproduktion er i højsædet og kommer til at være det i endnu højere grad fremover, og det mener jeg Jakob er den helt rigtige til at fronte og til at sætte på dagsordenen i endnu højere grad end i dag, siger erhvervs- og medlemsdirektør Emil Fannikke Kiær i Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Jakob Lave tiltræder rollen som branchedirektør den 1. december 2024.
Udnytter jysk ophav
Jakob Lave har et stort netværk inden for fødevare- og energiklynger med viden om fremtidens fødevare- og energiproduktion samt om behov for finansiering og forskning. Hans fokus er i høj grad bæredygtig forretningsudvikling og fremtidens marked og ditto produktion.
- Jeg glæder mig til at understøtte en stærk, dansk fødevareklynge, der i høj grad står for at kombinere banebrydende innovation med forretning. I Dansk Industri ser jeg en unik styrkeposition for at hjælpe sektoren på tværs – f.eks. med unikke kompetencer indenfor bl.a. biosolutions- og bæredygtighed til både et lokalt og globalt marked, siger Jakob Lave.
Han er bosat i Aarhus og vil som branchedirektør bruge sit store kendskab til den jyske del af den danske fødevarebranche til at styrke aktiviteterne og indsatsen for de mange jyske fødevarevirksomheder.
- Jeg ser det som en kæmpe mulighed for at styrke branchefællesskabets tilknytning til vores mange virksomheder på begge sider af Storebælt. Det er der brug for, og Jakob har rigtig gode forudsætninger med sin baggrund for at løse denne vigtige, strategiske opgave, siger Emil Fannikke Kiær.
På LinkedIn sender Jakob Lave blandt andet også sin taknemlighed til DLG og takker for »tre vildt spændende år med græsprotein, Science Based Targets og en andelsejet virksomhed i bevægelse«.