Amerikansk traktorgigant taber appelsag til Agco

John Deere og Agco har været i strid om så-teknologi, men nu har en appelret bekræftet, at Agcos SpeedTube-system ikke krænker traktorgigantens patenter.

Den amerikanske traktorproducent Deere & Co. har tabt en appelsag mod Agco Corp. I en strid om patentrettigheder til præcisionssåning. Det beretter mediet Agriculture Dive.

Tidligere har en føderal domstol frifundet Agco i sagen om patentkrænkelse.

Stridighederne handler om Agcos SpeedTube-teknologi, som er en højhastigheds-såteknologi. En teknologi som Deere & Co. mente overtrådte deres patenter, herunder 633- og 955-patenterne relateret til deres ExactEmerge præcisionsteknologi.

Deere & Co. argumenterede for, at Agcos teknologi til at opfange og levere frø lå for tæt på deres egne patenter. Agco påstod derimod, at virksomhedens teknologi accelererer og projicerer frøene, hvilket er med til at adskille de to teknologier.

Appelretten endte med at afvise kravene fra Deere & Co. og stadfæstede dermed dommen fra 2002, hvor Agco blev frikendt. Agco ser dommen som en sejr for innovation og præcisionslandbruget.

Læs også