Christian gror cannabis for folkesundheden

29-årige Christian Ohlendorff Hollensen er stifter og direktør i virksomheden OC Care, der dyrker organisk, medicinsk cannabis som en de eneste i Danmark. Han drømmer om at gøre op med stigmatiseringen af afgrøden og for alvor sætte den på landkortet som et legitimt, medicinsk lægemiddel.

Det er en kold fredag i december, og Effektivt Landbrugs reporter er taget til Nordjylland. På halvvejen mellem Aalborg Lufthavn og Aabybro ligger der for enden af Endelstedvej en ejendom ved skovbrynet. Med træerne grænsende til den ene side og en uendelig udsigt til marker, denne dag fortsat klædt i hvidt efter snestormen i starten af december, ligger her en virksomhed, der er noget for sig.

Det er på disse egne, at OC Care ApS huserer med 29-årige Christian Ohlendorff Hollensen bag roret. Virksomheden har siden 2017 været i gang med at udvikle en produktion af medicinsk cannabis som en af de 12 første virksomheder, der har fået tilladelse til en sådan produktion gennem Lægemiddelstyrelsen.

Derudover udvikler virksomheden nye cannabissorter og organiske dyrkningsmetoder, hvor målet er at fremstille cannabis-produkter særligt til patienter med cancer, kroniske smerter, gigt og andre inflammationstilstande, autoimmune sygdomme, stress og depression.

- OC Care er et projekt og en virksomhed, hvor visionen er at gå ind og gøre en forskel for patienter gennem produktion af medicinsk cannabis med et organisk approach. Vi bruger organiske dyrkningsmetoder, hvilket vil sige, at der udelukkende anvendes dyrkningsmedie, gødning samt biostimulanter, som er godkendt til økologisk brug i dyrkningen at de planter, som i fremtiden ender ude hos patienterne, fortæller han.

- Vi må ikke kalde det økologisk, men vi følger de økologiske retningslinjer, tilføjer Christian Ohlendorff Hollensen og forklarer, at fordi hensigten er, at det skal være et lægemiddel, kan man ikke bruge betegnelser som økologi.

Høj på bæredygtighed

Den unge direktør viser vej over i sidebygningen, hvor renlighed og sikkerheden er i top. Vi bliver begge iklædt hvide beskyttelsesdragter, blå overtrækssko, lilla gummihandsker, og alt, både udstyr og hænder, bliver sprittet af.

Det er herinde, at hjertet i OC Cares operation banker – i dette 110 m2 væksthus.

- Vores produktionskoncept går ud på at producere medicinsk cannabis bæredygtigt og cirkulært i optimerede vækstmiljøer, hvor vi kontrollerer alle parametre. Både for at optimere slutproduktet og den generelle vækst, fortæller direktøren og fortsætter:

- Forskellen på os og de traditionelle hampeproduktioner er, at vi i højere grad har et kontrolleret miljø. Vi kan nemmere sørge for, at der ikke kommer udefrakommende kontamination, fordi vi har et differencetryksystem og kan isolere mod temperatursving.

For OC Care stopper den cirkulære tankegang ikke ved måden, der bliver produceret på nu. Fordi virksomheden stadig er i startup-stadiet, er målsætningen klar – der skal endnu mere til.

Eksempelvis er det målet at genbruge virksomhedens biomaterielle restprodukt og lave biogas ud af det. Herfra kan restprodukt fra biogassen anvendes til gødning i produktionen.

- Det, vi gør nu for at være bæredygtige, er at have et stort fokus på affaldssortering, og vi har et stort fokus på klimavenlig strøm gennem vores grønne energiaftale hos NRGI, hvor vi betaler et tillæg, der gør, at der bliver rejst flere vindmøller og sikrer, at det er vindmøllestrøm, vi bruger, indskyder Christian.

Han forklarer, at hensigten fra starten med produktionen var at lave et såkaldt »closed-loop-system«, hvor ressourcer, virksomheden skaber, kan genanvendes.

 

Bladet falder ikke langt fra stænglen

OC Care er imidlertid ikke blot en enkeltmandsproduktion. Virksomheden er faktisk en familievirksomhed. For længere oppe af Endelstedvej ligger en gård tilhørende landmanden Kjeld Hollensen – Christians far.

Fordi Christian Ohlendorff Hollensen er landmandssøn, har det med planter og dyrkning ikke været helt nyt for ham.

- Jeg har kørt traktor, siden jeg har kunnet træde koblingen ned, så jeg har altid været med til en masse. Jeg er ikke uddannet landmand, men der er jo ikke det, jeg ikke har været med til på gåden. Vi har altid været vant til at hjælpe hinanden i familien, så man lærer til arbejdet og bliver en del af det, fortæller han.

Han fortæller dog, at det imidlertid aldrig lå i kortene, at han skulle være landmand. Efter hans eget udsagn skulle han aldrig være landmand eller beskæftige sig med noget, der havde med det at gøre. Alligevel er han nu endt her i en produktionsform, der ikke er alt fra fjernt fra hans rødder.

Og selvom det er Christian Ohlendorff Hollensen, der står for dagligdagen i OC Care, er familien klar til at støde til med hjælp. Både praktisk og på andre aspekter af forretningen.

- Vi deles meget om byrden og gør det, vi nu er gode til. Min far står for størstedelen af finansieringen, da de penge, jeg smed i virksomheden, ret hutigt løb tør i det her projekt. Min mor står så for bogføringen, da det er det, hun gør hver eneste dag alligevel, så det har hun styr på. Og kan gøre det bedre, end hvad jeg kan, griner OC Care-direktøren.

En skæbnesvanger studietur

Christian Ohlendorff Hollensen satsede i første omgang ikke på at skulle dyrke nogle former for afgrøder. Faktisk var kursen sat mod forretningsverdenen, da han tilbage i 2014 læste international handel og markedsføring i Aalborg.

I den forbindelse var han på studietur til Amsterdam, hvor de blandt andet besøgte et hampemuseum. Hvad der særligt fangede den dengang 22-årige Christian Ohlendorff Hollensen var en del af udstillingen, hvor man fortalte om legaliseringen af cannabis i den amerikanske stat Colorado, og hvad det havde haft af betydning både samfundsøkonomisk og socialt.

- Modsat hvad kritikerne sagde og forventede, at der ville komme flere misbrugere, og flere børn ville bruge det, viste det sig hurtigt at være omvendt, da det hurtigt kom ind i et reguleret system, siger han og fortsætter:

- Jeg læste også meget om de her patienter, de gode oplevelser med det, og tænkte, at det var spændende, og at der var et markedspotentiale, da det ikke var lovligt i Danmark. Her blev frøet til forretningen sået, om man vil.

Christian gik herefter længe og tumlede med ideen om at skulle ind i gamet med medicinsk cannabis og tog for alvor chancen, da forsøgsordningen fra Lægemiddelstyrelsen så dagens lys.

Mod alle forventninger fik han som en af i alt 12 tilladelse til dyrke cannabis til medicinske formål. Og herfra gik det stærkt.

Med hjælp fra sin familie fik Christian totalrenoveret en gammel svinestald tæt på familiens gård, hvor gulvet blev brudt op, der blev kloakeret, isoleret og opført vægge hele vejen rundt. Den forhenværende svinestald skulle siden blive til produktionslokalerne for OC Care.

- Vi fik udstyret hele den gamle stald, undersøgt markedet for de bedste leverandører og var nogenlunde klar til at køre på maksimalt blus fra midten af 2020. Herfra har det handlet om at optimere og sørge for, at når vi begynder at lave vores egentlige produkter, så vi har den optimale opskrift. På den måde kan vi få det meste ud af vores produkter og de ressourcer, vi benytter, siger Christian.

Ingen dans på roser

OC Care er nået langt siden de første tankefrø blev sået på studieturen i Amsterdam. Alligevel er OC Care kun på det, man kalder for udviklingsordning, hvor virksomheden har en udviklende produktion og ikke er klar til at lave et færdigt produkt, der kan sælges endnu.

Den unge direktør lægger heller ikke skjul på, at det ikke er den mest ønskværdige position, man er i.

- Lige nu har det ikke været en forretning, men blot et hul. Det med udvikling er, at det koster penge. Vi har ment, at det har været udgifterne værd, fortæller han. 

Han forklarer, at udviklingen er en investering, som på sigt vil skabe store besparelser. Men på trods af virksomhedens arbejde med udvikling har man endnu ikke modtaget det berettede skattefradrag på udviklingsomkostningerne gennem skattefradragsordningen for udviklingsvirksomheder.

De økonomiske midler er derfor en udfordring ifølge Christian Ohlendorff Hollensen. Det skyldes blandt andet også, at forhandlingerne om forlængelse af forsøgsordningen under Lægemiddelstyrelsen blev holdt bag lukkede døre, så OC Care vidste ikke, om man var købt eller solgt før maj.

Det medførte, ifølge OC Cares direktør, at de investorer, man havde forsøgt at forhandle med, trak følehornene tilbage.

- Det har været svært at finde kapital som lille familievirksomhed. Vi har også gerne ville holde på en majoritet af vores forretning til at begynde med, da vores fokus hele tiden har været patienterne, og ikke så meget at lave en kortsigtet løsning, hvor man sælger det hele. Der er intentioner om at gøre en forskel, og det er heller ikke altid det, som investorerne gerne vil høre, lyder det ærgrende fra Christian Ohlendorff Hollensen.

Han tilføjer, at endnu en klar udfordring for virksomheden er, at hjemmemarkedet for cannabis i Danmark er gået for langsomt i forhold til at få lægerne med på vognen.

Øjnene mod fremtiden

For OC Care er næste skridt at få styr på sit kvalitetsstyringssystem. De erfaringer, man i virksomheden har gjort sig i forhold til dyrkningsmetoder og erfaringer inden for branchen, skal forædles.

Derudover søger virksomheden med lys og lygte efter potentielle investorer. Ifølge direktørens udregninger skal virksomheden bruge en million euro (7,4 millioner kroner) for at komme videre fra udviklingsordningen til forsøgsordningen, og dermed kunne betale for den fagkyndig person, der står for kvalitetssikring, og som lovgivningen forudsætter, at man har.

Men når kapitalen er på plads, og der bliver råd til at have ansat et fast team, så har Christian Ohlendorff Hollensen fuld tillid til sit projekt.

- I øjeblikket er det ikke viljen, men viden, der mangler på området. Jeg er overbevist om, at vi når til et punkt, hvor brugen af CBD-olie bliver lige så almindeligt som brugen af eksempelvis fiskeolie, siger han og fortsætter:

- Jeg ved, at cannabis kan blive en fordel for vores sundhedssektor. Vi skal bare over stigmatiseringen af planten. Men den dør lige så stille ud, i takt med at folk får deres egne oplevelser med planten, og at det kan gøre noget positivt for deres liv.

Læs mere om 30 under 30

Følg med, når der stilles skarpt på 30 under 30 i landbruget. Læs, hvad der driver 30 unge med prominente positioner eller bemærkelsesværdige bedrifter.

Læs mere her

Læs også