Nordjyske arkitekthuse fusionerer

Det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma BK Nord, som blandt andet er kendt for adskillige landbrugsbyggerier, har fusioneret med virksomheden No.57, der arbejder med bolig- og erhvervsbyggeri.

En snak om et samarbejde omkring ingeniørydelser er nu endt med at gå skridtet videre. Administrerende direktør hos BK Nord, René M. Larsen, og stifter og ejer af No.57, Henrik Pedersen, har fra 1. december valgt at fusionere de to virksomheder under banneret BK Nord.

Det bliver for BK Nord, startskuddet til deres nye 2025-strategi.

- Vi er i gang med at implementere en ny 2025-strategi for at udvikle os til BK Nord 2.0, og det kræver kompetencer, vi ikke havde tidligere. No.57 bringer ny energi, kreativitet og innovativ tilgang, der rusker op i vores kultur og tilfører værdifuld erfaring med digitalisering, som vi har brug for til at løfte vores virksomhed til nye højder. Det er effektiv forandring fra dag ét, fortæller René M. Larsen, som siden sin ansættelse i oktober 2021, har arbejdet på strategien.

Også hos No.57-stifter Henrik Pedersen er der stor glæde over aftalen. Han ser frem til at bringe No.57’s kompetencer inden for BIM og 3D-modellering ind hos BK Nord sammen med sit hold af innovative arkitekter og konstruktører.

- Der er en klar mulighed for at tilføre hinanden kompetencer, der vil gøre os stærkere sammen. Vi er digitalt indfødte arkitekter med stor erfaring inden for bolig- og erhvervsbyggerier, som nu får en større organisation i ryggen til at udfolde sig endnu mere. Vi er gode i udviklingsprocesser og gode til at skubbe til kanterne. Så det er hvad vi skal tilføje til kulturen hos BK Nord, fortæller Henrik Pedersen, der får titlen som salgs- og udviklingschef hos BK Nord.

Med fusionen vokser BK Nord fra 19 til 27 medarbejdere og er allerede nu på jagt efter yderligere tre nye medarbejdere.

Udover René M. Larsen og Henrik Pedersen, som har fået udviklingstøjlerne, kommer ledelsesgruppen til at bestå af Camilla Brunsgaard Fugmann, der er kreativ- og bæredygtighedschef, Bente Søgaard, der er brand- og konstruktionschef, samt Kenneth Møller Nielsen, der er tegnestue- og kvalitetschef.

De to virksomheder

BK Nord og No.57 er fusioneret pr. 1. december 2022.

BK NORD

BK Nord er en rådgivningsvirksomhed med mange års erfaring inden for arkitekt- og ingeniørfaglighed, der imødekommer forskellige faggrenes interesser før, under og efter en byggeproces. BK Nord leverer totalrådgivning til landbrugs-, erhvervs- og privatbyggerier. Det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma med lokation i Aalborg har eksisteret siden 2009 og vil med fusionen med No.57 beskæftige i alt 27 medarbejdere.

No.57

No.57 er et arkitekthus med beliggenhed i Nibe i Nordjylland, der siden 2019 har haft stor succes med at realisere bygningsprojekter – fra konceptskabelse og designfaserne til færdige nybyggerier. Arkitekthuset har et hold af arkitekter og bygningskonstruktører med mange års erfaring inden for nyskabende arkitektur og design til både nybyggeri og renovering. Virksomheden beskæftiger 7 medarbejdere, som nu bliver en del af BK Nord.

Læs også