Energistyrelsen opretter hen over sommeren et nyt Power-to-X-sekretariat, der kommer til at ligge i København.
Som opfølgning på PtX-aftalen fra 15. marts opretter Energistyrelsen hen over sommeren et nyt sekretariat, som vil være indgang for alle facetter af PtX og skal bistå myndigheder og projektudviklere med at skabe overblik over myndighedsbehandling og -godkendelsesprocesser og løbende følge udvikling af PtX i Danmark.
Sekretariatet bliver en del af Energistyrelsens kontorer i København, oplyser styrelsen til Effektivt Landbrug.
Sekretariatet nedsættes som en del af PtX-taskforcen, der fremgår af den politiske aftale på området. Det skal understøtte udviklingen af PtX i Danmark samt bistå aktører, interessenter og myndigheder med vejledning om blandt andet godkendelsesprocedurer og andre ting.
Sekretariatet vil løbende som en del af taskforcen identificere og adressere barrierer og muligheder for udviklingen af PtX i Danmark og således understøtte PtX-aftalens ambitiøse mål om 4-6 GW elektrolysekapacitet i Danmark i 2030.
En af sekretariatets første opgaver bliver at understøtte samarbejdet mellem myndigheder om myndighedsbehandling og godkendelse af PtX-anlæg, samt at understøtte klar kommunikation og vejledning om processer og regler på området.
Indleder dialog med sektoren
I mellemtiden vil Energistyrelsen gå i dialog med relevante aktører og myndigheder om organiseringen af arbejdet.
Dette skal sikre en god proces for opstart af initiativerne, og at de mest presserende udfordringer adresseres først. Det er forventningen, at sekretariatet i Energistyrelsen for alvor starter arbejdet i efteråret.