Vil du rejse skov? Kom i gang!

Skovfoged Stefan Rud Petersen fra Faurholt Skov & Natur forudser stor travlhed, når der skal søges om de 250.000 hektar skovrejsning, der er sendt i høring efter aftale i den grønne trepart.

- Mit klare budskab er: Kom i gang med at få lavet ansøgningen. Om det er en hektar eller 100 hektar. Jo tidligere man kommer i gang jo bedre.

Skovfoged Stefan Rud Petersen fra Faurholt Skov & Natur glædes over den grønne treparts krav om 250.000 hektar yderligere skov på dansk landbrugsjord. Men han forudser samtidig en flaskehals i tilladelserne, og råder derfor til at få søgt, uagtet hvornår skoven ønskes plantet.

- Tilskudstilsagn gælder i tre år, og skal der både laves en VVM-screening, det vil sige undersøges for §3-beskyttet natur, tages hensyn til diverse landskabelige beskyttelseszoner, samt laves arkivariske opslag og ansøges om fredsskovsnotering, ja så kan tiden hurtigt gå. Også selvom lovgrundlaget lægger op til, at det bliver smidigere at få tilskud til skov på landbrugsjord, siger han og påpeger, at puljen med penge i teorien også kan blive opbrugt.

- Ikke at jeg forventer det, for jeg går ud fra, at der er en del penge med, hvis vi skal nå de mange hektar. Men vi ved, at oplande til særlige områder med kvælstof-krav og større projekter vil blive prioriteret, hvis det kommer dertil.

Kun krav om én hektar

Stefan Rud Petersen oplyser, at kravet til minimumsareal er sat ned til en hektar, når der søges gennem den statslige ordning (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, SGAV, red.).

- Det gør, at endnu flere lodsejere kan komme i betragtning.

Tilskuddet gælder alle træarter, som vi almindeligvis bruger i dansk skovbrug. Man kan opnå et tilskud på 75.500 kroner pr. hektar.

Større tilskud fra Klimaskovfonden

Den danske klimaskovfond tilbyder også tilskud til skovrejsning. Her er minimumskravet dog fem hektar for private og to hektar for kirker og andre offentlige instanser.

Der ydes støtte med op til 65.000 kroner pr. hektar til selve skoven og derudover indkomstkompensation på samme niveau som en ny statslig støtteordning.

- Her er forventningen, at det bliver op til 65.000 plus 29.500 kroner pr. hektar, siger Stefan Rud Petersen.

Ansøgningsrunden gennem Den danske klimaskovfond er allerede i gang. Der kan søges om støtte til skovrejsning hos Klimaskovfonden fra den 12. maj og en måned frem. Ansøgning gennem SGAV forventes at være til efteråret.

Fælles for begge gælder, at lader man skoven stå urørt, ydes et yderligere tilskud på 15.000 kroner pr. hektar.

Læs også