Få overblik over din maskinøkonomi, og optimér din forretning

Maskiner er en af de største omkostninger i landbruget. Ikke desto mindre har mange ikke overblik over, hvad deres maskinpark reelt koster pr. ha. Få styr på driftsøkonomien med en maskinanalyse, så du kan optimere din bundlinje.

Driftsøkonomirådgiver Jerik Kryhlmand Iversen.

Af driftsøkonomirådgiver Jerik Kryhlmand Iversen og chefkonsulent Kasper Skovgaard Hansen, Patriotisk Selskab

Vi ser en stor variation i maskinomkostninger bedrifterne imellem. Det er ikke uhørt, at omkostninger kan variere med 1.000 kroner pr. hektar mellem sammenlignelige bedrifter. Derfor er det også et oplagt sted at lægge sit fokus, hvis du vil optimere din forretning.

For store maskiner med lav kapacitetsudnyttelse er en dyr løsning. Omvendt kan det også give problemer at køre med underkapacitet. Derfor er det vigtigt at få lavet en maskinanalyse, så du får overblik over, om maskinernes kapacitet udnyttes optimalt.

Skal du eje dine maskiner?

Overvej, om du behøver at eje alle dine maskiner selv.

I Argentina klarer maskinstationerne for eksempel 70 procent af al markarbejdet, da landmændene i stigende grad vælger at outsource markarbejdet for at holde omkostningerne nede. De argentinske landbrugsvarer har været underlagt eksporttold i mange år, og derfor har landbrugene måttet optimere på alle parametre for at sikre deres likviditet. Selvom forholdene er anderledes her til lands, er det værd at overveje, om der er noget at lære fra deres tilgang.

Korttidsleje i de måneder, hvor der er behov, kan være en måde at reducere omkostninger og kapitalbinding på.

Track omkostningerne

Derudover kan der være gode indsigter at hente, hvis du følger dine maskinomkostninger tæt. Registrer både de direkte og indirekte udgifter til maskiner, brændstof, vedligeholdelse og arbejdstimer. Med en systematisk opfølgning får du indsigt i, hvor du kan optimere og eventuelt reducere unødvendige udgifter.

Maskinøkonomien er et af de områder, hvor du virkelig kan finde besparelser. Derfor anbefaler vi, at du får lavet en maskinanalyse, så du kan se, hvor der er optimeringsmuligheder.

Læs også