Et nyt biogasanlæg i Brønderslev, der kan modtage 700.000 ton biomasse om året, er kommet et lille skridt nærmere en realisering.
På det seneste byrådsmøde i Brønderslev Kommune blev man i byrådet enige om at begynde planlægningen af Nordjyllands største biogasanlæg, der efter planen skal ligge syd for Brønderslev.
Det oplyser Brønderslev Kommune, der i forbindelse med annonceringen har inviteret mennesker i lokalområdet til et borgermøde om projektet.
- Vi afholder nu en fordebat, hvor du har mulighed for at komme med dine idéer og forslag til planlægningen. Idéoplægget er et forslag, og derfor kan der i den videre proces ske ændringer i eksempelvis udformning, materialevalg og omfang, fremgår det af invitationen til borgermødet.
- Det er derfor også i fordebatten, at du har bedst mulighed for at komme med ideer til planlægningen, hedder det videre.
700.000 ton om året
Biogasanlægget kommer forventligt til at fylde et areal på cirka 20 hektar, og vil kunnne modtage 700.000 ton biomasse om året. Det vil gøre det til Nordjyllands største, og et af Danmarks største af sin art. TIl sammenligning kan Danmarks største nuværende biogasanlæg, der ligger i Kliplev i Sønderjylland, modtage én million ton biomasse årligt.
Borgermødet foregår den 26. april på Nordjyllands Idtætshøjskole.
Har rødder i landbruget
På mødet kan lokale borgere stille spørgsmål og komme med forslag til projektet, som Biopark Brønderslev står bag. Og blandt ejerne af ansøgerselskabet er Danish Bio Commodities, der har dybe rødder med forbindelser til landbruget. For DBC Invest er blandt andet ejet af HedeDanmark og Vestjyllands Andel. Desuden er også GFE Krogenskær og Sindal Biogas med i partnerskabet bag Biopark Brønderslev.
Selskabet bag planerne i Brønderslev har desuden også planer om at udvide aktiviteterne med et Power-to-X-anlæg samt vindmøller, CO2-fangst samt produktion af græsprotein. Men i første omgang har man nøjedes med at søge om tilladelse til at oprette biogasanlægget.
For at projektet for alvor får luft under vingerne, kræver det en ny lokalplan samt et kommuneplantillæg.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til den nye udvikling i sagen fra Danish Bio Commodities.