En ny stor malkekarrusel til 80 køer ad gangen er tydeligvis under opbygning udover flere nye staldafsnit. Desuden er der nye, store køletanke, selv om mælken dagligt transporteres den meget lange vej gennem ørkenen og ind til Cairo.
- Vi skal have kapacitet til 12 timers lagring af mælken, fortæller driftsleder Mahmoud Abouzeid, da Effektivt Landbrugs udsendte er på besøg i tre dage på den store ørkenfarm.
Der er ørken, så langt øjet rækker.
Vi er på vej i bil ad en bred, nyasfalteret vej vestpå fra Cairo og ind i den libyske ørken, som kun er sand og sten.
Driftslederen på Egyptens største og mest moderne kvægfarm, Mahmoud Abouzeid, hans chauffør og Effektivt Landbrugs udsendte kører, hvad der føles som en dagsrejse, de knap 400 kilometer gennem Saharaørkenen ud til Bahariya-oasen, hvor den store malkekvægfarm ligger.