Lynn Burtenshaw er en venlig farmer i Midtvesten og har foreløbig 32 børnebørn. - Alle mine døtre er hjemmegående, og jeg hader kun én ting mere end skilsmisse: Det er regeringen i Washington og præsident Biden, fastslår han.
- Mit eneste problem som farmer er alt for meget indblanding fra regeringen – de skal bare lade os være i fred.
Det fastslår Lynn Burtenshaw i en rolig samtale med Effektivt Landbrug i sin bil, mens vi holder ude på hans marker, der dækker 8.000 hektar i det sydlige Idaho, USA.
- Lige nu vil regeringen lave begrænsninger på vores adgang til markvanding og give vandet til andre i byerne. Folk, der har absolut ingen forstand på landbrug, vil tage kontrol over os.