Hvordan er det lige med Skat og gaver fra arbejdsgiver?

Det er ikke lige meget, hvor stor julegaven fra arbejdsgiveren er, hvis den skal være skattefri. På skat.dk kan man læse om reglerne.

En medarbejder kan få skattefri gaver fra en eller flere arbejdsgivere. Det gælder fysiske gaver og andre mindre personalegoder til en samlet værdi af op til 1.300 kroner.

Det oplyser Skat på deres hjemmeside, hvor man kan finde information om de forskellige regler. – For der er forskel på, hvilke gaver der er skattepligtige og hvilke der ikke er.

Kontantgaver er altid skattepligtige. Gavekort er også skattepligtige, hvis de kan byttes til kontanter eller har en bred anvendelsesmulighed, for eksempel et gavekort til et stormagasin. Digitale gavekort kan altid byttes til kontanter og er derfor skattepligtige.

Sådan gør du som medarbejder

Du skal oplyse beløbet på årsopgørelsen, hvis du et år har fået gaver fra én eller flere arbejdsgivere, hvor den samlede værdi overstiger 1.300 kroner. Hvis denne beløbsgrænse overskrides, er hele gavens værdi skattepligtig.

Det kan for eksempel være, at du får en gave til 600 kroner fra arbejdsgiver A og en gave til 800 kroner fra arbejdsgiver B. Her er den samlede værdi af gaverne 1.400 kroner. Da dette beløb overstiger grænsen på 1.300 kroner, skal du oplyse det fulde beløb på 1.400 kroner i 2024 på din årsopgørelse i rubrik 20.

Som arbejdsgiver skal du indberette værdien af gaven til Skat, hvis det er en kontantgave, et skattepligtigt gavekort eller hvis gavens værdi i sig selv overstiger 1.300 kroner.

Skat minder samtidig om, at du kan trække udgiften til gaven fra i virksomhedens skatteregnskab.

Særregler for julegaver

Når det handler om julegaver, er der nogle særregler.

Her gælder, at selvom det samlede beløb overstiger 1.300 kroner, så bliver julegaven ikke beskattet, når den højest koster 900 kroner.

Det vil sige, at du kan godt få en julegave fra arbejdsgiver A på 900 kroner og arbejdsgiver B på 500 kroner uden at blive beskattet af julegaverne.

Julefrokost

Hvis arbejdsgiveren helt eller delvist betaler udgifterne, beskattes en julefrokost ikke, når arrangementet er af et rimeligt omfang og varighed.

Det er ikke en betingelse, at julefrokosten bliver holdt på arbejdspladsen. Julefrokosten kan også holdes på en restaurant eller virtuelt, hvor medarbejderne deltager online, eventuelt samlet i mindre grupper.

Hvis julefrokosten er virtuel, er den stadig skattefri for medarbejderne, selvom maden bliver leveret på hjemadressen, og der er fælles, virtuel underholdning, for eksempel stand-up eller musikalsk optræden.

Gave i stedet for julefrokost

Hvis arbejdsgiveren vælger at give medarbejderne en gave i stedet for at holde julefrokost, er der ikke tale om et skattefrit julefrokostarrangement. Gaven skal derfor skattemæssigt behandles på samme måde som andre gaver fra arbejdsgiveren.

Det vil sige, at gaven er skattefri, hvis værdien er op til 1.300 kroner. Har medarbejderen fået andre gaver fra arbejdsgiver i løbet af året, må den samlede værdi af alle gaver og en eventuel julegave være op til 1.300 kroner.

Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler for, hvornår gavekort er skattefri.

Læs mere om gaver og gavekort på www.skat.dk

Læs også