Julen står for døren, men det er stadig vejr til at gå i haven – og der er masser af ting at tage sig til derude. Her giver Haveselskabet tre ideer til, hvad du kan gøre i haven lige nu.
Lyskæderne er hængt op i haver over hele landet, men julevejret lader vente på sig. Og faktisk er det stadig vejr til at gå i haven, lyder det fra Haveselskabet.
Og det kan der være flere gode grund til at gøre, lyder det fra foreningen.
Går man i haven nu, kan man med en ganske lille indsats forære sig selv en grøn julegave, som vil komme både én selv og haven til gode i det nye år. Og så kan haven også være et oplagt sted at tage en pause fra julens travlhed og få luget lidt ud i det mentale ukrudt, forklarer Bente Yde Enert, der er kommunikationschef i Haveselskabet og passioneret haveejer og har været i haven i julemånedens første dage.
- Det har været skønt at kunne gå i haven her i starten af december og samle blade sammen og vide, at det bliver til ny, fin kompost til havesæson, siger Bente Yde Enert.
Klimaforandringer
For med årets første frost faldt de sidste blade af træerne, og samles de sammen i en kompostbunke eller beholder og får lov at stå vinteren over, vil de til foråret være formuldede og kan bruges f.eks. som supplement til krukkemuld. Det er en fordel både for pengepungen og for haven at bruge naturens egne ressourcer.
Haveselskabet er en non-profit forening for haveejere med medlemmer over hele landet, som gennem mere end 150 år har arbejdet for at give haveejerne den nyeste viden om haven. I år har det været tydeligt, at klimaforandringerne har ændret årets gang i haven. Det mærkes ikke kun ved, at roserne ikke længere skal klippes til dronning Margrethes fødselsdag, og hækken ikke længere klippes før Skt. Hans. Det mærkes også ved, at havesæsonen er blevet længere.
Haveselskabet Rådgivning giver hele året råd til Haveselskabets medlemmer om alt, hvad der rører sig i haven – også om hvordan et forandret klima ændrer årets gang i haven.
Man kan få flere gode råd på Haveselskabet.dk eller på Haveselskabets Instagram-konto.
Tre december-fif i haven
Saml blade
Med årets første frost faldt de sidste blade af træerne. Det er oplagt at bruge dem til at lave en af de nemmeste former for kompost – nemlig bladkompost. Få fat i en beholder og saml alle havens blade – og kun blade – i den. Lad dem ligge vinteren over, og næste år vil der være skøn bladmuld til haven. Det er en skøn julegave til dig selv, som du får glæde af til næste år, og en skøn opgave til et par timer i haven.
Køb stedsegrønne og dekorationsvenlige træer og buske
Lige nu er der et kæmpe udvalg af skønne stedsegrønne træer og buske i havecentrene. Køb et og plant det ud i haven, så er du selvforsynende af julegrønt i fremtiden. For hvert år vil du nemt kunne gå ud i haven og klippe grønt til julens pynt og dekorationer. Gode stedsegrønne kan f.eks. være tuja (Thuja) og ædelcypres (Chamaecyparis) og hønsebenstræ (Thujopsis dolabrata) eller almindelig kristtorn (Ilex aquifolium) med flotte røde bær og den klassiske troldhassel (Corylus avellana ’Contorta’).
Brug haven til dekoration
Hent pynt til dekorationer i haven – der er mange flere muligheder, end du formentlig aner. Er du heldig at have kristtorn med bær på grenene, så klip grenene af. De kan både bruges til dekorationer og kranse eller kommes i kræmmerhus og hænges på juletræet. Tag hortensiaens blomterstande ind og lad dem tørre, se om der står stauder med tørre blomsterstande som kan bruges, eller måske der i nabolaget er et lærketræ med fine kogler. Har du vedbend med bær, kornel med smukke røde grene eller vilde roser med hyben, kan de også pynte – mulighederne er mange.