Det vil være et velfærdsmæssigt tigerspring at stoppe med at kastrere

Af Joachim Clausen, næstformand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter

Kastration. Det er et træls stykke arbejde. Vi kan ikke lide det, og grisen kan ikke lide det. Alligevel gør vi det, men det må da høre op.

Hvorfor kastrerer vi egentlig? Jo, fordi slagterierne ønsker det. Det er den eneste årsag. Kunne vi lade være? Ja, det kunne vi.

Kunne vi tjene på det? Ja, det kunne vi i den grad.

Stop for kastration er på een gang lig med bedre dyrevelfærd og bedre produktionsøkonomi pga. markant øget foderudnyttelse, tilvækst og kødprocent. Desuden giver det sig selv, at et lavere foderforbrug og højere kødprocent er mere klimavenligt.

Faktisk kan man forvente, at intakte orner har en forbedret kødprocent på 3,4 procent i forhold til galtgrise. Hvis man anvender Improvac (som desværre ikke er tilladt at levere til danske slagterier) er det ikke så godt som intakte ornegrise, men det giver dog et plus på kødprocenten på 2,5 procent i forhold til galtgrise. Det kan man læse i Meddelelse 1219 fra Seges Gris. 

18 procent

Produktionsfordelene giver en produktionsøkonomi, der betyder, at man kan have i størrelsesordenen 18 procent frasorterede hangrise, inden man når en produktionsøkonomi, der svarer til niveauet for produktion af galtgrise. Kære kollega, læs det lige én gang til: 18 procent!

Det kan vi da på ingen måde sidde overhørig, og det er da oplagt at samle de produktionsmæssige fordele op, som ligger lige for næsen af os. Alt andet er hovedløst. 

På den anden side er jeg naturligvis klar over, at noteringen vil blive en helt anden for de grise, der frasorteres, hvis vi kommer helt op på 18 procent. Derfor vil det naturligvis være på sin plads, at slagterierne kan stille krav om frasorteringsprocent hos den enkelte producent for at sikre, vi kan bruge så mange af grisene som muligt. I modsat fald kommer det til at påvirke os alle sammen negativt på noteringen, og det ønsker vi naturligvis ikke. 

Slagteriernes argumenter for at fastholde krav om kastration er afsætningsvanskeligheder på eksportmarkederne. Det er blot paradoksalt, at fx Spanien, der giver alle andre europæiske lande baghjul på noteringen, og som også afsætter hovedporten af sit kød til eksport, angiveligt har en hangriseandel på 70 procent. 

Hvad der forlanges af slagterierne i andre lande, er vi ikke herre over, men vi kan forholde os til de danske slagteriers krav. I mine øjne mangler de danske slagterier en forklaring, der kan opveje andelshavernes kæmpe økonomiske fordele ved hangriseproduktion. 

Og fordi vi kan diktere vores egne slagterier, hvis blot vi står sammen, så mener jeg, det er på tide, at vi lader skalpellen ligge, når det gælder alle de hangrise, der slagtes på dansk grund. Det er på tide, at slagterierne påtager sin del af vores fælles etiske ansvar.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.