Kinas svineproduktion daler

I 2024 er den kinesiske produktion af svinekød faldet samtidig med, at produktionen af oksekød og fjerkrækød er steget.

Kinas svinebestand blev ultimo december 2024 opgjort til 427,4 millioner dyr, hvilket er et fald på 1,6 procent sammenlignet med året før.

Det oplyser Reuters ifølge Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer (L&F).

Ifølge Markedsnyt er antallet af slagtninger samtidig faldet til 702,56 millioner i 2024, hvilket svarer til et fald på 3,3 procent i forhold til 2023. Dette i kølvandet på tre års stigninger. Tilsvarende er produktionen af svinekød faldet med 1,5 procent til 57,06 millioner ton. Alene i fjerde kvartal af 2024 faldt produktionen med 1,8 procent til 14,66 millioner ton.

Samtidig steg produktionen af oksekød og fjerkrækød i 2024. Produktionen af oksekød steg med 3,5 procent til 7,79 millioner ton.

Flere af de største kinesiske svineproducenter, blandt andet Wens og New Hope, forventer dog at øge sine slagtninger i 2025.

Læs også