Planer om sønderjysk pyrolyseanlæg skrider frem

Det opsigtsvækkende projekt med energipark med biogas, pyrolyse og biokul, som en kreds af sønderjyske landmænd står bag, inviterer nu til stiftende generalforsamling 29. januar. Minister roser projektet.

Arbejdet med at etablere et opsigtsvækkende anlæg i det midtsønderjyske med biogas- og pyrolyseteknologi skrider frem, og arbejdsgruppen bag inviterer nu til stiftende generalforsamling.

Pyrolyse Syd er født ud af et stærkt ønske om at tage aktivt ejerskab for den grønne omstilling i dansk landbrug. Bag projektet står en gruppe engagerede sønderjyske landmænd, der har sat sig for at skabe en bæredygtig fremtid gennem etablering af en innovativ grøn energipark.

Den stiftende generalforsamling afvikles onsdag 29. januar hos Spiras i Vojens.

Visionen med Pyrolyse Syd er at:

• Producere biokul til jordforbedring og CO2-lagring

• Skabe vedvarende energi gennem pyrolyseprocessen

• Styrke det lokale landbrugs bæredygtighed

• Etablere et andelsejet selskab med lokalt engagement

Arbejdsgruppen appellerer til, at flest mulige landmænd melder sig som andelshavere – for derved at blive en del af en bæredygtig fremtid, hvor der skabes værdi for både miljøet og lokalsamfundet.

Minister begejstret

Ejerskabsmodellen bygger på den danske andelstradition, og der lægges op til, at 50 procent ejes af teknologileverandører, mens den anden halvdel ejes af leverandørerne af biomassen.

Netop ejerskabsmodellen blev rost af Jeppe Bruus, minister for grøn trepart, da han blev præsenteret for projektet ved et arrangement, som Spiras havde fået stablet på benene forud for landboforeningens nytårskur i Agerskov. Ved en køkkenbordssamtale anerkendte Jeppe Bruus i det hele taget projektet, som passer fortrinligt ind i arbejdet med treparten. Samtidig glædede han sig over, at ideen var fostret hos landmændene.

Ved den stiftende generalforsamling vil der indledningsvis blive en gennemgang af projektet ved Christian Jacobsen og Emiel Broeders fra arbejdsgruppen.

Desuden er der lagt op til indlæg med erfaringer fra et anlæg i Vrå, inden Andreas Carstensen fokuserer på pyrolyseteknologien og forretningscasen i det midtsønderjyske, som tegner positiv. Endelig fortæller Viggo Conradsen om, hvordan kartoffelavlere skaber succes gennem fællesskab og smart forretningsdrift.

Målsætningen med Pyrolyse Syd er at etablere et anlæg, som vil have en CO2-reduktionseffekt på cirka 500.000 tons pr. år. Anlægget forventes at skabe 70-80 arbejdspladser.

Læs også