Renterne falder snart – måske!

Følger du også ivrigt med, når medierne skriver om renter - og håber du på, at renten snart falder? Så kan du godt give slip på forventningerne – i hvert fald i år, vurderer rådgiver.

Følger du med i nyhederne, så optræder der oftest gule breaking news-søjler med »nu falder renterne«, »rentehammeren fortsætter«, »disse boligejere bliver nu hårdt ramt«, osv.

Ifølge økonomirådgiver og specialist i rentestrategi Kim Johansen hos VKST er medierne generelt ikke bange for at bruge store ord, selvom der i virkeligheden er tale om ganske små forandringer.

For det er kun små forandringer, siger rådgiveren.

- Landbrugets lån består hovedsageligt af variabelt forrentede lån, og derfor går de fleste og håber på, at renten rent faktisk også falder. Det ligger i kortene, men aktuelle nøgletal sender lempelserne langsommere afsted end først beregnet, forklarer Kim Johansen og fortsætter:

- Kigger vi på den aktuelle Cibor6-rente, som 80-90 procent af landmænds lån ligger inde med, er renten fortsat på et højt niveau på 3,9 procent uden tillæg, siger han i en pressemeddelelse.

Håb forude for 2025

Cibor6-renten styres langt hen ad vejen af den Europæiske Central Bank, hvor renten ligger på 4 procent. Aktuelle nøgletal for inflationen gør, at lempelser til sommer virker mest sandsynligt.

- Med stor sandsynlighed, så betyder det, at Cibor6-renten vil falde med 0,25 procent til næste rentefixing til sommer. Herefter er det forventet, renterne skal falde med 0,25 procent ad gangen på de kommende rentemøder, siger økonomirådgiveren.

Han forklarer, at 2024 derfor vil blive præget af høje renteudgifter i et forventet gennemsnit på 3,85 procent for året. I 2025 er der til gengæld håb forude:

- Et sammendrag af de prognoser, der ligger ude i systemet, sender Cibor6-renten ned i cirka 3 procent i første halvår og derefter i niveauet 2,5 procent for sidste halvår af 2025, vurderer Kim Johansen.

Læs også