Fredag den 17. januar åbner Scantruck for 15. gang portene til sin populære maskinmesse ScanMek, som i år bliver en ekstraordinær lang fredag. Fra klokken 10 til 22 kan gæsterne opleve de nyeste maskiner, spændende teknologi og lækker mad til ganen.
- Vi indfører lang åbningstid på ScanMek-dagen, så alle har mulighed for at være med, selv om man måske har andre gøremål i løbet af dagen, fortæller markedschef Dennis Faurby og fortsætter:
- Og så vender vi i øvrigt tilbage til det gamle koncept med at vise masser af maskiner frem, både i vores store maskinhal og i brugtcentret.
ScanMek er kendt for at tiltrække maskinentusiaster fra entreprenørbranchen, industrien og landbruget. Med den udvidede åbningstid forventer Dennis Faurby, at presset på parkeringspladserne ved Katkjærvej i Skive fordeles godt over dagen.
16.000 timer på samme partikelfilter
- Vi ruller alle vores mærker frem. Naturligvis med masser af modeller fra de to store producenter Komatsu og Manitou. Weycor, som tidligere hed Atlas, er også et af vores markante mærker, ligesom kranerne fra Sennebogen og lifte fra både tyske PB Platforms og italienske Platform Basket, forklarer Dennis Faurby.
Blandt højdepunkterne er Komatsus nyudviklede gummihjulslæsser WA485-11, der har en avanceret dieselmotor med højt drejningsmoment ved lave omdrejninger.
- Den kan køre op til 16.000 timer på samme partikelfilter, hvilket er imponerende. Jeg er sikker på, at den vil være en stjerne på udstillingen, siger markedschefen.
Fokus på el-køretøjer
Scantruck sætter også fokus på bæredygtighed med flere eldrevne maskiner.
- Vi glæder os til at præsentere den nye Manitou 180ATJe bomlift, som er rent eldrevet. Vi har haft modellen 200ATJe i nogle år, men nu kan vi også byde på både 180ATJe og den mindre 160ATJe. Også Komatsu er godt i gang med batteridrevne maskiner, og jeg er sikker på, at mange gæster vil kigge nærmere på den 3,6 tons tunge minigraver Komatsu PC33E-6, der sparer sin egen vægt i CO2 på et år sammenlignet med en dieselmodel, nævner Dennis Faurby.
Brugtcenter og auktion
Også gravemaskinen Komatsu PC138US-11 med RodRadar-graveskovl demonstrerer den nyeste teknologi.
- Skovlen har indbygget radar, der opdager underjordiske forsyningsledninger og advarer maskinføreren, mens der graves. Det er en kæmpe forbedring for sikkerheden, pointerer Dennis Faurby.
Scantrucks brugtcenter spiller også en central rolle på ScanMek. Her kan de besøgende finde klargjorte maskiner, og en del af maskinerne indgår i den online-maskinauktion, der afsluttes samme dag.