Stifter af og direktør i Mosegården A/S, Knud-Erik Jensen, sov stille ind natten til den 21. december 2021 på Skejby Sygehus efter en uges indlæggelse med pludselig opstået sygdom.
Stifter og direktør hos foderproducenten Mosegården A/S Knud-Erik Jensen er afgået ved døden. Han sov stille ind på Skejby Sygehus natten til den 21. december efter at have været indlagt i en uge med pludseligt opstået sygdom.
Det oplyser Mosegården A/S’ økonomidirektør Niels Jørgen Sørensen i en nekrolog. Knud-Erik Jensen blev 71 år. I nekrologen skriver Niels Jørgen Sørensen som følger:
“Knud-Erik stod indtil sin død i spidsen for Mosegården, som han grundlagde i 1998 efter mange års ansættelser i foder- og grovvarebranchen. I begyndelsen blev Mosegården ledet fra køkkenbordet i hjemmet på Dalgårdsvej i Resen ved Struer, men køkkenbordet blev efterhånden for lille, og derfor blev der indrettet et kontor i den ene ende af maskinhuset på Dalgårdsvej.
Med tilkomsten af en teknikafdeling og udvidelse af medarbejderstaben blev lokaliteterne i Resen også for små, så i 2015 flyttede virksomheden til Holstebro. Knud-Erik skulle dermed til at køre for at komme på arbejde, men det bekom ham vel i større grad at kunne adskille arbejde og privatliv. Han var ved sin død eneejer af Mosegården, som den resterende bestyrelse og ledelse indtil videre driver videre.
Landbrugsuddannelsen tog Knud-Erik på Dalum Landbrugsskole i Odense, og det var under opholdet her, at han mødte den pædagogstuderende Nauja, som han blev gift med i 1978. Hjemmet blev efterhånden beriget med tre døtre, og det er igennem årene blevet til 16 børnebørn. Knud-Erik satte familien meget højt, og han nød samværet med familien, hvor især børnebørnene fik hans store opmærksomhed.
Gennem sine mere end 45 år i branchen fik Knud-Erik opbygget et meget stort netværk, for hvem meddelelsen om Knud-Eriks død kom som et stort chok. Han plejede sit netværk med telefonopkald, besøg, fødselsdagshilsner og støtte, hvis der var brug for det. Han var meget vellidt, og mange søgte råd hos ham, hvis de stod med nogle udfordringer, og her stillede han gladeligt op. Han gik heller ikke selv af vejen for at trække på netværket, hvis han følte, at han brug for det. Gennem netværket opbyggede han sideløbende mange personlige og langvarige venskaber.
Knud-Erik gik bogstavelig talt ind i folk med træsko på, og det både billedlig talt og fysisk, da hans yndlingspåklædning var korte bukser og træsko. Træskoene var altid nypudsede og blev brugt i videst muligt omfang – også ved mere officielle lejligheder. Han var ligefrem og ærlig, havde sin egen mening om tingene, gik sine egne veje og var direkte i sin væremåde, men på den gode og omsorgsfulde måde. Som leder af Mosegården følte han stort ansvar og havde samtidig stor omsorg for sine ansatte. Det gjaldt også, selv om de af den ene eller anden grund ikke længere var ansat i firmaet.
Man kan også bruge ordet iværksætter om Knud-Erik. Han var parat til at prøve ting af, hvis der var den mindste mulighed for, at det kunne blive en succes, og succeser har der været en del af i årenes løb. Han var også en af initiativtagerne til fagmessen NutriFair i Fredericia, som så dagens lys første gang i januar 2012 og har været gennemført hvert år siden.
Sport fyldte også i Knud-Eriks liv. Han var meget optaget af at køre cykelløb i de unge år, men det blev fodbolden, som fangede hans interesse - både som spiller og træner. Han spillede fodbold indtil et skadet knæ helt satte en stopper for hyggebolden for ca. 10 år siden, så det blev efterhånden mest foran fjernsynet, at interessen blev udlevet, og her blev paletten af idrætsgrene udvidet. Han var blandt andet aktiv tilskuer til Lemvig-Thyborøns hjemmekampe, og han var senest tilskuer til en kamp få dage før han blev indlagt.
Knud-Erik efterlader sig et stort hul i foderbranchen og hos de ansatte i Mosegården, men det er især familien, som mister en kærlig og omsorgsfuld mand, far, svigerfar og ikke mindst bedste, som han yndede at kalde sig selv. Han efterlader sig sin kone, Nauja, tre døtre og 16 børnebørn.”