høst-tour

Vi skriver om høsten
- HVER DAG!

Tysk planteavler med 2.700 hektar: - Nu er vinterbyg færdighøstet med noget overraskende udbytte

Temperaturen er over 30 grader og sol fra en skyfri himmel, så der høstes her og der på de midttyske marker. - Efter vinterbyggen er vi nu i gang med at tærske den skårlagte vinterraps, og om en uges tid starter vi nok i vinterhveden, fortæller Jörg Claus.

Torsdag besøgte Effektivt Landbrug den tyske landmand Jörg Claus, der driver 2.700 hektar et par timers kørsel vest for Berlin.

- Her i området er man færdig med at høste vinterbyg, og udbyttet ligger gennemsnitlig på 7 – 8 t/ha, fortæller han.

- Det er lidt overraskende lavt, da vinterbyggen har set godt ud, og der har været passende regn i vækstsæsonen. Normalt høster man her oftest 9 t/ha i vinterbyg.

Jörg Claus tilskriver de lidt lave udbytter et par sene frostnætter i april på et uheldigt tidspunkt for kernesætningen. Den høstede vinterbyg er nemlig ret småkernet.

Bedste afgrøde økonomisk

Den første vinterraps er også skårlagt og tærsket i hans område.

- Rapsen ser til gengæld bedre ud udbyttemæssigt. De første rapsmærker, som vi har tærsket, kommer ud med nok 4 t/ha i gennemsnit.

I vinterhveden går der cirka en uge, før Jörg Claus forventer at sætte sine to Claas Lexion 8700’er på. Det er kun anden sæson, hans mejetærskere skal i gang med høsten.

- Hveden står rigtig flot, men jeg frygter lidt, at frosten også har påvirket dens kerneudvikling ligesom i vinterbyggen.

Han fortæller, at hans økonomisk bedste afgrøde klart er kartofler.

- Men jeg forventer i år også et godt økonomisk udbytte af sukkerroerne, der står ualmindelig godt, og prisen på sukker er høj, slutter den tyske planteavler.

Læs mere om Jörg Claus og hans store landbrug i de kommende uger.

Læs mere om Høst-Tour

Effektivt Landbrug er endnu en gang landmandens tro følgesvend igennem årets høst. Under konceptet »Høst-Tour« tager vi læseren med rundt i hele landet og dækker årets høst. Bliv klar til høst med Effektivt Landbrugs årlige Høst-Tour, hvor vi sætter fokus på vigtige udviklinger og nyheder, du ikke må gå glip af.

Læs mere her

Læs også