169 millioner til grøn omstilling: Syv projekter skal sikre mere robuste sorter

Målet er mere klima- og sygdomsrobuste sorter og sortsblandinger, når Nordic Seed og en række samarbejdspartnere intensiverer forædlingsarbejdet.

Med syv nye projekter intensiveres arbejdet med at udvikle nye sorter og sortsblandinger af endnu bedre kvalitet tilpasset fremtidens fødevarer, og som har en øget modstandsdygtighed mod klimaforandringer og et styrket forsvar over for plantesygdomme. Samtidig vil en bedre udbyttestabilitet over tid komme landmændene økonomisk til gavn.

Det skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

Fire af projekterne er støttet af GUDP, hvilket indebærer, at de modtager økonomisk støtte fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, som er et program under Landbrugsstyrelsen, der støtter udviklingsprojekter inden for hele fødevaresektoren i Danmark på tværs af værdikæden.

I den netop afsluttede ansøgningsrunde meddelte GUDP, at de uddeler 169 mio. kr. til grøn omstilling af fødevaresektoren til i alt 24 nye projekter, som har fået tilsagn om projekttilskud.

- Vi meget glade for at være en del af de syv nye forskningsprojekter, herunder de fire GUDP-støttede projekter. Det er helt afgørende, at vi er i stand til at accelerere udviklingen af nye, forbedrede sorter, der har et højt udbytte, kan stå imod høje sygdomstryk og er modstandsdygtige mod klimaforandringerne, siger Kim Bonde Petersen, direktør i Nordic Seed, som er ejet af landbrugskoncernen Danish Agro med Vestjyllands Andel som medejer.

Mere robust hvede

Et af de GUDP-støttede projekter, som Nordic Seed tager del i, er det såkaldte Breed4Mix, som skal gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet i perioden juni 2025 til juli 2029. Projektet er støttet med 12,2 mio. kr. og har overordnet til formål at udvikle et nyt forædlingsprogram for sortsblandinger af hvede, der målrettet øger udbyttet og reducerer sygdomme.

- Projektet vil etablere 1.800 nye markparceller med sortsblandinger af forskellige hvedelinjer, der skal give grundlag for at estimere nye sortsblandingseffekter. Vi har ikke tidligere forædlingsmæssigt etableret nye hvedelinjer og matchet dem i sortsblandinger, så det er meget positivt, at vi får mulighed for det nu, siger Pernille Bjarup, der er Leder af Hvedeforædling i Nordic Seed.

- Det antages, at en af de centrale fordele ved at anvende sortsblandinger er, at det bidrager til biodiversiteten i jordens mikroorganismer, hvilket understøtter et forbedret økosystem. Samtidig er sortsblandinger mere robuste over for svampeangreb, og midler til bekæmpelse af svampe kan hermed reduceres, forklarer Pernille Bjarup videre.

De syv forskningsprojekter vil blive gennemført i et samarbejde mellem Nordic Seed og en række partnere på tværs af industrien og universiteterne, herunder DTU, Aarhus Protein, Biomar, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Good Food to Go og Teknologisk Institut.

Læs også