Velas og Danish Agro har fokus på fremtidens landbrug, når de den 3. juni afholder det årlige marktræf i Nr. Søby.
Tirsdag den 3. juni afholder Velas og Danish Agro i samarbejde plantefagligt arrangement i Nr. Søby.
- Helt som de foregående år, afholder vi to ens programmer henholdsvis eftermiddag og aften, siger chef for planteavl hos Velas, Ejler Petersen.
De formentlig mange interesserede kan møde ny viden om blandt andet kvalitetskorn i fremtiden – dyrkning og afsætning, hvor blandt andet konsulenter fra Velas vil fortælle om fordele og ulemper ved efterårssået vårbyg med udgangspunkt i demonstrationsparceller.
Danish Agro vil gennemgå afsætningsmuligheder og Yara og Dangødning har fokus på optimal gødningstrategi for vårhvede, brød og/eller byg, malt.
Bekæmpelse af skadedyr i vinterraps bliver også et fokusemne, ligesom især fremtidens sorter og svampestrategi i vinterhvede helt sikkert bliver et punkt, mange vil lytte ekstra interesseret til.
- Vi skal blive endnu dygtigere til at øge udbyttet i vinterhvede i et forandret klima og med reduceret input. Så her bliver det muligt at høre om forædlingsmål- og muligheder, lyder det fra Ejler Petersen, der fremhæver, at der generelt vil være et fokus på at agere i et forandre klima.
Planteavlskonsulent Lenette Broksø Iversen og chef for planteavl hos Velas, Ejler Petersen glæder sig sammen med medarbejdere fra Danish Agro til at stå for det store marktræf i Nr. Søby. I år vil der generelt være fokus på at agere i et forandret klima. Hvordan klarer vi os ude DFF og Propulse?
- Sidste år så vi en del brunrust – i år kommer det lidt bag på os, at vi måske skal bøvle med meldug, som vi allerede ser en del af. Vores sorter er gode til det, og vi er også obs på det, men vi ser noget, der blomstrer op, som vi ikke er vant til, supplerer planteavlskonsulent Lenette Broksø Iversen.
- Sammenholdt med, at vi også har udsigt til færre pesticider og i hvert fald strammere og begrænset anvendelse, så er vi meget glade for, at chefkonsulent hos Seges, Poul Henning Pedersen, vil komme og fortælle, om hvilke konsekvenser det får, og hvad der er at gøre?
Hun fremhæver, at Poul Henning Pedersen vil komme ind på risikoen for, at der fremover er afgrøder, der ikke kan dyrkes, ligesom han vil kommentere på, om der bliver skadedyr, der ikke kan bekæmpes. Hvad er risici for resistens og kan vi eventuelt kombinere kemi med biopesticider og biostimulanter?
- Her har vi jo især fokus på midler som DFF og Propulse. Hvad sker der, hvis de forsvinder? Hvilke løsninger, har vi så? Hvordan kan vores sorter hjælpe os og hvad kan forædlingen bidrage med?
»Speakers Corner«
Sidste år afprøvede Velas og Danish Agro for første gang muligheden for »Speakers Corner« i hovedteltet. Det blev taget godt imod, hvorfor succesen gentages.
- Her vil udstillere og konsulenter kort komme ind på aktuelle emner, siger Ejler Petersen og påpeger, at der også som vanligt vil være udstillere i mindre pavilloner.
- Blandt andet står konsulenter fra Velas klar til at fortælle om arbejdet med droner, ligesom vi har fokus på præcisionsjordbrug og sund jord.
Kig ind i fremtiden
- Derudover er vi så heldige, at Scandidrones kommer og viser en store drone frem med en diameter på 2,5 meter. Den vil kunne opleves i action i luften, og på en stand, hvor den vil kunne tages nærmere i øjesyn, og perspektiverne for den praktiske anvendelse i fremtiden vil blive belyst.
Dangødning, Danish Agro samt Yara kan ligeledes findes i pavillonerne. Ringe Maskinforretning udstiller maskiner.