Noget ulmer hos Vestjyllands Andel. Selvforsyning med gode proteinkilder er en fortsat aktuel trend i en urolig verden, og derfor har grovvareselskabet i samarbejde med 11 landmænd etableret 50 hektar med sojabønner.
I en tid med uro i verden og på råvaremarkederne er det mere end nogensinde før aktuelt at øge selvforsyningsgraden. Og meget tyder da også på, at arealerne med proteinafgrøder som hestebønner og ærter tager endnu et hop i denne sæson.
Men i Vestjylland prøver man nu kræfter med en ny afgrøde. 11 landmænd, Vestjyllands Andel, Syddansk Økologi og Saaten Union forsøger i år at dyrke sojabønner på dansk jord.