Mange taler om klimaet, men i en mark ved Viborg forsøger de at gøre noget ved det. Her blev der tirsdag sået havre, som ved hjælp af tilgængelige produkter og teknologier skal blive til verdens første klimaneutrale havregryn.
En kulsort Fendt 942 med en Horsch Focus på slæb såede tirsdag havre på en mark ved Viborg. Tilsyneladende helt normalt for en tørvejrsdag i marts og så alligevel. Havren, der nu sætter spirer i den fugtige jord, skal nemlig gerne ende i dybe tallerkener på de danske morgenborde som verdens første klimaneutrale havregryn.