Nu indkaldes der til pressemøde om grøn trepartsaftale

Nu er der indkaldt til et pressemøde om resultatet af de seneste måneders forhandlinger i den grønne trepart, som regeringen nedsatte i december sidste år.

- Det har været knald eller fald for regeringen. Var aftalen mislykkedes, var regeringen mislykkedes.

Sådan lyder vurderingen fra Hans Engell, tidligere forsvarsminister og nuværende fast politisk kommentator på TV 2.

Meldingen kommer efter, at det mandag formiddag blev erfaret af TV 2, at den grønne trepart var nået til enighed i forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget. Lige nu er der indkaldt til pressemøde om den nye aftale.

Foruden økonomiminister Stephanie Lose (V) forventes det, at også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), miljøminister Magnus Heunicke (S), skatteminister Jeppe Bruus (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) deltager.

- For Venstre har det her været en sindssygt besværlig sag. Venstre har stået med nogen splittelse for at sige det mildt. Samtidig er Venstre historisk set et parti, der har haft en forankring i landbruget. Det, der er Venstres fordel er at tegne den grønne profil, men også at sikre, at det bliver en gradvis indførsel, og med nogle meget store reduktioner, så landbruget kan leve med det, udtaler Hans Engell til TV 2.

En voksende afgift

Mandag kunne TV 2 erfare, at treparten var blevet enige om en afgift på 300 kroner pr. ton udledt CO2 i 2030, der skulle vokse til 750 kroner pr. ton i 2035. Et bundfradrag på 60 procent for alle landmænd ville dog bevirke, at den effektive sats ville ligge på 120 kroner i 2030, og at landmænd, der gør en indsats for klimaet, potentielt kunne ende med at betale endnu mindre i afgift.

Landbrug & Fødevarer har indtil videre ikke ønsket at kommentere nyheden om TV 2’s erfaringer over for Effektivt Landbrug.

Økonomiministeriet har delt billeder fra forhandlingsbordet på det sociale medie X:

Om den grønne trepart

Udover regeringen består treparten af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Grundlaget for forhandlingerne er den rapport, som Svarer-udvalget offentliggjorde i februar 2024. Her lød anbefalingen fra udvalget ledt af økonomiprofessor Michael Svarer, at man valgte én af tre modeller: En afgift på 125, 375 eller 750 kroner pr. ton udledt CO2.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også