Kommentator: CO2-afgiften er ikke længere en vindersag for Danmarksdemokraterne

Selv om Danmarksdemokraterne står fast på deres indædte modstand mod CO2-afgiften, er det ikke noget, der vil rykke noget rent politisk, mener politisk kommentator Erik Holstein.

I weekenden afholdt Danmarksdemokraterne deres andet årsmøde, siden partiet blev stiftet. Det foregik i Herning, hvor formand Inger Støjberg i sin tale endnu en gang tordnede mod de ændringer i arealet, der blandt andet er udsprunget af den grønne trepart.

På Christiansborg kører forhandlingerne om treparten videre, og det bemærkede partiformanden.

- Nu kan jeg jo høre, at trepartsforhandlingerne volder nogen problemer. Jeg synes, at regeringen og især Venstre skulle besinde sig, komme til fornuft og sige, at det var et fejlskud med den CO2-afgift, sagde Inger Støjberg ifølge Altinget.dk.

Ifølge partiets politiske ordfører, Susie Jensen, er der indædt modstand mod afgiften i landdistrikterne.

- Jeg tror, at de fleste mennesker, der bor ude på landet og som nu skal se ind i, at regeringen igen laver skadelig politik for landdistrikterne – er glade for, at vi tager denne her kamp, sagde ordføreren til Ritzau ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

- Er ved at være politisk død

Men spørger man politisk kommentator hos Altinget, Erik Holstein, er det en opfattelse, som partiet nok står ret alene med. Han noterer sig blandt andet, at der f.eks. ikke har været afholdt traktordemonstrationer på baggrund af sagen.

- Sagen er ved at være politisk død. De må indse, at modstanden mod CO2-afgiften gav dem nogle point i en periode, men nu er der ikke mere krudt i den dagsorden, siger Erik Holstein og tilføjer, at partiet skal indse, at sagen har haft sin tid, og at man bør komme videre.

På trods af det vigende politiske fokus på sagen har Danmarksdemokraterne ligget stabilt til i meningsmålingerne. Ifølge Voxmeter har partiet de seneste fem uger ligget over 9 procents tilslutning. Til sammenligning fik Danmarksdemokraterne 8,1 procent ved sidste valg.

Læs også