Det er nu, julehandlen for alvor begynder i Europa, og det betyder et skifte i salgsmønstrene på tværs af kontinentet, vurderer Danish Crown i en kommentar til sin grisenotering, der er uændret i næste uge.
- I Danmark er juleskinke ikke noget, der fylder særligt meget i detailhandlen, men det er det mange andre steder i Europa. Derfor bliver der de næste uger solgt mange flere hele skinker til detailhandlen, end der gør resten af året. Det påvirker selvfølgelig efterspørgslen, og derfor bliver der virkelig lagt arm om priserne lige nu. Spørgsmål er, hvordan balancen mellem udbud og efterspørgslen bliver, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en kommentar til koncernens udmelding om, at grisenoteringen er uændret i næste uge.
Europæiske noteringer ligger fast
På de øvrige dele af grisen er efterspørgslen stabil. Der er en god efterspørgsel på kamme til flæskestege og brystflæsk fra markederne udenfor Europa. De øvrige dele af grisene afsættes jævnt.
Kunder lurepasser
- Vi oplever en række kunder, der forsøger at »lurepasse« i markedet lige nu og venter til sidste øjeblik med at placere deres ordrer. Det kan de i en vis grad lykkes med, fordi der er en del spanske og tyske varer i markedet, men det handler meget om, hvem der blinker først lige nu, siger Mads Stougaard.