Mens syv vildsvin er inficeret i Italien, rapporterer Nordmakedonien nu om et farmudbrud.
Afrikansk svinepest (ASF) har nu bredt sig til Nordmakedonien, hvor virussen ifølge mediet EuroMeat er blevet fundet på en baggårdsfarm.
Nordmakedonien omkranses af Serbien, Grækenland, Albanien, Kosovo og Bulgarien. Udbruddet kobles sammen med inficerede vildsvin.
Flere vildsvin med ASF i Italien
I forvejen er der fem bekræftede og to ubekræftede tilfælde af ASF i vildsvin i det nordlige Italien.
Til trods for, at der siden fredag den 7. januar er fundet flere vildsvin med afrikansk svinepest, så vurderer Fødevarestyrelsen fortsat, at der ikke på den baggrund er blevet mere at frygte i forhold til en eventuel smitte i Danmark.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Vær varsom ved ferie
»Fødevarestyrelsen vurderer fortsat, at den samlede risiko for smitte med ASF til danske grisebesætninger på baggrund af disse fund i vildsvin i Italien er meget lav«, skriver Fødevarestyrelsen. Det nye tilfælde i Nordmakedonien, som ikke var kendt, da styrelsen skrev sin pressemeddelelse, har ikke i skrivende stund givet anledning til en ændret trusselsvurdering fra styrelsen.
I det pågældende område i Italien bruges vildsvin til delikatesser som pølser, salami og tørrede skinker, der ikke nødvendigvis er varmebehandlede. Det er også et populært ferieområde for danskere, og fødevarer kan frit transporteres inden for EU. Styrelsen påpeger derfor, at det er ekstra vigtigt at overholde forbuddet mod at fodre svin med madaffald.